En reproduktionsstrategi med 18 måneders kælvningsinterval er bedre end 12 måneders kælvningsinterval, idet der med det lange kælvningsinterval kan opnås en - mindst - lige så stor mælkeydelse pr. årsko.

Vel at mærke med færre insemineringer og færre golddage pr. årsko end med det traditionelle kælvningsinterval på 12 måneder.

Det fremgår af et forsøg med to kælvningsintervaller og to niveauer for tilskudsfoder, som Forskningscenter for Økologisk Jordbrug gennemførte i perioden fra april 2000 til marts 2004 med malkekøer af stor race. Forsøget er beskrevet i FØJO-rapport nummer 20.

Af rapporten fremgår det desuden, at den gennemsnitlige mælkeydelse målt som kilo energikorrigeret mælk (EKM) pr. foderdag var ens ved 12 og 18 måneders kælvningsinterval.

Derimod var laktationsydelsen højest ved 18 måneders kælvningsinterval, mens antallet af insemineringer - pr. drægtighed - var ens for de to kælvningsintervaller.

- En forlængelse af kælvningsinterval og laktationsperiode medfører, at en større del af laktationen foregår i for koen mindre energikrævende perioder. Dette giver mulighed for en mindre andel af kraftfoder i foderrationen, påpeges det.

Når det forlængede kælvningsinterval medfører færre golddage pr. årsko, er det under forudsætning af en uændret goldperiode. Og kan man samtidig holde en uændret udskiftningsprocent med forlænget kælvningsinterval, kan antallet af ungdyr reduceres, oplyses det i rapporten.

Det vurderes i øvrigt også, at en forlængelse af kælvningsintervallet muligvis vil kunne give en bedre reproduktion. Det forklares med, at ikælvningen kommer til at ligge udenfor den første del af laktationen, hvor koen er mest belastet.

Indenfor de første fem måneder af drægtigheden antages denne ikke at påvirke mælkeydelsen i væsentlig grad. Men senere hen, specielt fra den ottende måned, menes drægtigheden at have en kraftig negativ indflydelse på ydelsen. Og ydelsesfaldet er ens, uanset den aktuelle ydelse.