Der fokuseres på de negative historier
(Effektivt Landbrug) GRISEDØD: Formanden for Landsudvalget for Svin er harm over, at Jyllands-Postens vinkling af sagen om de døde grise udløser politisk storm.
- Det er irriterende, at det altid er de negative historier, der kommer frem, når dyrevelfærden i Danmark viser sig at være bedre end i andre lande, siger formanden for Landsudvalget for Svin, Lindhart B. Nielsen, i kølvandet på Jyllands-Postens historier om rekordhøje dødstal for danske svin, der endnu engang har medført massiv kritik af de danske svineproducenter.
Det har fået et flertal på Christiansborg til at ønske indgreb, og både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne samt Enhedslisten kræver handling fra justitsminister Lene Espersen (K).
Selv om Lene Espersen er villig til at tage nye initiativer, så vil hun dog først afvente en igangværende undersøgelse af området.
- Vi har allerede taget initiativer, der skal forbedre dyrevelfærden for svin. Desuden gennemføres der i øjeblikket en række forskningsprojekter om forskellige forhold af betydning for dyrevelfærd inden for svineproduktionen. Når vi har studeret forskningsresultaterne nærmere er jeg parat til at tage nye initiativer, som kan sikre et højt velfærdsniveau indenfor svineproduktionen, siger justitsministeren.
At der skal stilles spørgsmål til justitsministeren, finder Lindhart B. Nielsen underligt, og han mener, at det hænger sammen med Jyllands-Postens meget skæve vinkling af sagen på baggrund af tal, som har været kendt i ti år. Han påpeger samtidig, at der allerede har været lavet adskillige faglige udredninger de senere år på baggrund af det samme materiale.
- Det er en politisk opgave at skelne mellem pop og virkelighed, men det er åbenbart svært for politikerne. Lovgiverne går straks i panik. De kunne lave en lov, der forbød grisene at dø, for det lyder som om, at det er det, de vil. Den ville vi hellere end gerne tage imod, siger Lindhart B. Nielsen ironisk.
Den nuværende sag ærgrer ham, da der er så mange positive historier.
- Jeg har lige været til en europæisk svinekonference, hvor vi kunne se, at andre lande slet ikke har implementeret EU-lovgivningen, mens vi har den mest restriktive lovgivning, siger Lindhart B. Nielsen.
Samtidig ligger han dog ikke skjul på, at den store dødelighed er et problem, og en måde at få løst det på er, at man kommunikerer ud, at der er et problem.
- Vi har altid fået at vide, at der skal være ærlighed og åbenhed om problemerne. Dansk svineproduktion er jo et stort firma, og det er en god ting, at problemet og løsningsmuligheder bliver kommunikeret ud til kolleger via fagpressen og tidsskrifter, siger Lindhart B. Nielsen.
Der bliver da også allerede gjort en masse for at få dødeligheden ned, ifølge landsudvalgsformanden.
- Dødeligheden er større med større kuld. Vi har erkendt, at dødeligheden er steget i farestalden, og derfor har vi fokuseret på at få mere ensartede kuld, og dermed færre døde lige efter faring.
Med hensyn til fravænnede grise, så peger Lindhart B. Nielsen på, at Jyllands-Postens tal var fra før tiden med PMWS og PRRS.
- Nye sygdomme medfører naturligvis højere dødelighed, og her har vi ikke samme muligheder som i udlandet, hvor man kan lave en forebyggende medicinbehandling, så det har ikke en dyt at gøre med økologisk produktion eller andre staldsystemer.
Lindhart B. Nielsen peger på, at der allerede kører forsøg med tilsætningsstoffer, senere fravænning og kuldvis fravænning i kampen mod sygdommene.
- Så jeg føler allerede, at vi er godt i gang, men man skal ikke forvente, at dødeligheden pludselig kommer ned på en million. Det vil nok nærmere være seks millioner.