RDM-racen har været igennem en lang, turbulent periode, hvor man har forsøgt sig med indkrydsning med mange forskellige racer. Men efter at bestyrelsen for RDM sidste år vedtog at holde sig til de nordiske røde malkeracer og holde de røde Holstein Frisian udenfor som tyrefædre, er Poul Ejnar Jochumsen, Trejoma I/S ved Fredericia, tilfreds.

Ikke fordi han synes, at de røde Holstein Frisian er en dårlig race, men for at fastholde RDM som et reelt alternativ med en selvstændig profil i en tid, hvor der tales så meget om krydsning mellem malkeracerne.

- Som det ser ud nu, er vi på vej mod en fællesnordisk rød malkerace. Det er også ønskværdigt, for så optimeres mulighederne for at opnå størst mulig avlsfremgang på den relativt lille røde population. Den er på omkring 250.000 dyr i de nordiske lande tilsammen, siger Poul Ejnar Jochumsen.

Poul Ejnar Jochumsen synes, at den røde malkerace fortjener en større udbredelse end nu. Hans betragtning går ud på, at det er vigtigt at have et reelt alternativ, så der er noget at krydse med, hvis Holstein Frisian, som den store race, løber ind i problemer.

- Med en selvstændig profil på nordisk plan tvivler jeg ikke på, at den røde malkerace går en lys fremtid i møde, siger Poul Ejnar Jochumsen.

Han er glad for RDM’s nuværende profil, der bygger på funktionelle egenskaber som god sundhed og lette kælvninger.