Af Bøje Østerlund

Valtra tilbyder i løbet af sommeren en opdateret udgave af sine frontlæssere. Salget af de nye frontlæssermodeller startede allerede i foråret, og samtidig er muligheden for at få leveret de gamle 700-, 900- og 1000-serie frontlæssere som fabriksmonterede ophørt.

De nye frontlæssere produceres hos det svenske selskab Ålö, men bærer Valtra navnet, når de påmonteres på traktorfabrikken. Frontlæsserne har fået nye læsserarme, mens tilbehøret og ekstraudstyret stort set er det samme som hidtil.

De nye pulverlakerede læsserarme består af to U-profiler, der overlapper hinanden og er svejset sammen på indersiden. Denne konstruktion er ekstremt holdbar og samtidig enkel.

Alle rørforbindelser sidder godt beskyttet inden i læsserarmene. Beholderne og hydraulikkoblingerne til SoftDrive støddæmpersystemet ligger godt beskyttet i tværbjælken. Udsynet fra kabinen er stærkt forbedret på grund af den smalle og lavt placerede tværbjælke.

De nye frontlæssere er udstyret med Lock&Go lynkoblinger, som gør det muligt at til- og frakoble læsserne hurtigt og nemt, uden brug af værktøj.

Den nye frontlæsserserie består af 10 modeller. Alle sammen med større løftekraft og rækkevidde end ved de gamle modeller.