Det er noget af det letteste jord, han har. Men det er også det, der har givet anledning til de største høstsmil indtil videre for gårdejer Jens Verner Jørgensen, Årre Tranbjerg ved Varde. I forgårs høstede han nemlig ikke mindre end 63,6 hkg vinterbyg pr. hektar, tørret og renset. Det er det højeste i de otte år, han har dyrket vinterbyg.

- Det er den våde forsommer, der gør det. Normalt kan vi ikke vande her, fordi jorden er forpagtet, men i år er regnen bare kommet, som den skulle, så det har slet ikke været nødvendigt at vande, sagde Jens Verner Jørgensen, som også var godt tilfreds med vægten.

- Ofte høster vi vinterbyg med en hollandsk vægt først i 50’erne, men i år ligger den på 68-69, så det er meget fint. Jeg troede ellers, at afgrøden var svedet mere eller mindre af, men tværtimod har varmen og tørvejret vist sig at være en fordel, fordi det kom på det rigtige tidspunkt, siger han.

Sorten, Jens Verner Jørgensen høstede, hed Rafiki, og vandprocenten blev målt til 17,3 procent. Da høsten af de i alt otte hektar vinterbyg startede den 18. juli, var vandprocenten noget lavere, nemlig 15,5 procent.

Jens Verner Jørgensen var også ude på en lille tur med mejetærskeren i rapsen i onsdags, men med en vandprocent på 14 procent var det ikke helt modent endnu. Så det må vente indtil evt. høstvejr i næste uge. En anden afgrøde, som Jens Verner Jørgensen venter spændt på, er vårbyggen.

- Den står godt, og regnen er kommet lige tilpas, samtidig med at afgrøden har kunnet modne stille og roligt af. Så den har jeg store forventninger til, siger Jens Verner Jørgensen.

Sammen med en kompagnon, Torben Hansen, er Jens Verner Jørgensen ved at lave et I/S og udvide til 500 søer med 30 kilos produktion. Hvis alt går efter planen kommer de to til at drive 180 hektar jord. Jens Verner Jørgensen driver 80 hektar i øjeblikket.