Hvis man sælger mad, grøntsager, æg, drikkevarer m.v. direkte til forbrugeren fra gårdbutik, vejbod eller lignende, og salget overstiger 50.000 kroner ekskl. moms, skal butikken optages i Næringsbasen.

Det fastlægger en ny lovgivning fra 1. juli vedrørende salg af fødevarer, oplyser LandboFyn.

Grænsen på de 50.000 kroner gælder kun ved direkte salg til forbrugeren og ikke ved salg til slagterier og mejerier.

Der findes flere måder at lade sig registrere på. Eksempelvis kan oprettelse ske via internettet på www.Virk.dk/naeringsbasen. Det tager kun få minutter, men det kræver en digitalt signatur, som kan bestilles på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside, www.eogs.dk. Den digitale signatur er gratis.

Man kan også udfylde en blanket, som findes på www.Virk.dk. Med denne løsning kan det tage op til tre uger at blive optaget.

Landboforeningen kan selvfølgelig også hjælpe med tilmeldingen.

Hvis man har drevet gårdbutik eller vejbod før den 1. juli 2005, kan man undgå at skulle bestå næringsprøven, hvis man tilmelder sig Næringsbasen inden den 1. september i år.

Hvis man etablerer en gårdbutik eller vejbod efter den 1. juli i år, vil der blive stillet krav om, at man består næringsprøven.

Næringsbasens formål er at sikre at dem, der driver en fødevarebutik, kender til de vigtigste regler om skat og afgifter, samt fødevarer og arbejdsmiljøforhold.

Formålet er også at straffe personer, der overtræder lovgivningen gentagne gange. Det kan gøres ved at slette personen fra Næringsbasen i en periode eller permanent, hvor det så ikke vil være muligt at drive butikken.