Rapgræs kræver nerver af stål
(Effektivt Landbrug) GOD AVL: Kolindsund er fortsat centrum for frøavl af almindelig rapgræs. I år avlet i et nærmest perfekt klima, og en tilsvarende rap høst lover godt for resultatet.
Kolindsund osede af støvende mejetærskere i midten i juli måned. Den ene støvsky ved siden af den anden steg til vejrs som hvide røgsøjler, der signalerede enighed om godt høstvejr. Kun de fede og endnu dybgrønne hvedemarker fortæller, at højsommer er højsommer og ikke høst.
Området for aktiviteten mandag i sidste uge er præcist afgrænset til det flade landskab, som engang var et sund – Kolindsund vest for Rønde på Djursland.
Rapgræshøst falder normalt i begyndelsen af juli, og først herefter er der ferietid for frøavlere langs Sundet, som formentligt fortsat har den tætteste bestand af rapgræsfrø world wide.
- Rapgræshøsten kan tage helt op til fem uger, men så går det også ud over udbyttet. Den kan også klares på en uge, og i år har det altså taget 10 dage fra skårlægning til høst, siger gårdejer Claus Wistoft, som for 18 år siden indvandrede til Djursland fra Fynshoved.
- Det ser ret lovende ud i år for så vidt angår høsten. Det har været tørt og solskin, men priserne kender vi ikke endnu. De skal helst op på 13 kroner kiloet, fastslår den professionelle frøavler.
Priserne på rapgræsfrø er presset af andre arter som for eksempel engrapgræs, der har nogle af de samme egenskaber, men som kan avles på tørre jorde.
Claus Wistoft tvivler derfor meget på, at priserne retter sig ind efter hans og naboernes ønsker. En realistisk pris kan vise sig at være i nærheden af kun 10 kroner kiloet.
- Det er lige før, at det kræver lykkepiller at avle rapgræsfrø. Hvis det regner for meget, skal vi løfte skårene op til flere gange, og det kan altså godt koste udbytte, forklarer Claus Wistoft, som i år forventer at avle cirka et tons renvare pr. ha.
Claus Wistoft stiller derfor spørgsmål ved, om han vil fortsætte den traditionsrige avl af rapgræsfrø i Kolindsund også til næste år. Men han kommer så sin flerårige aftale med Hunsballe Frø i hu. En aftale han og naboerne har indgået for sorten Solo, som man venter sig en del af.
Den anden sort, Dacas, er den almindelige og klassiske rapgræssort, som har været avlet i Kolindsund og givet velstand, siden sundet blev inddæmmet for cirka 100 år siden og derefter udnyttet til frøavl.
- Almindelig rapgræs har en speciel evne til at tåle oversvømmelser, og det bliver derfor brugt mange steder, hvor et areal er vandlidende, forklarer Claus Wistoft om den klassiske sort.
- Sorten er normalt ret sikker her i området, men de senere år har udbytterne ikke været for gode, tilføjer han, mens han dog tydeligt er mere fortrøstningsfuld for 2004-2005 sæsonen.
Det ideelle høstvejr i første halvdel af juli er med til at understøtte optimismen. Normalt høster man det skårlagte græs to gange, men i år kan det knapt nok betale sig, fordi græsset er så tørt og derfor lettere at tærske rent.
- Nogle år høster vi op til 30 procent i anden omgang, men i år koster det vist penge. Men jeg kan ikke holde mandskabet inde, så det meste høster vi to gange.
Med de 40 hektar alm. rapgræs i hus kunne Claus Wistoft holde sommerferie med familien fra søndag den 17. juli.










































