Der stod en mudret rende rundt omkring verdens største John Deere på førstedagen af Roskilde Dyrskue. Traktoren, en model 9620, tiltrak sig helt naturligt megen opmærksomhed allerede fra om morgenen på Stroco-Agro’s stand.

Først og fremmest fordi traktoren er så stor, men lidt interessant var det jo også, at den var kommet hele vejen fra USA, og at det er den første nogensinde i Europa. Det var simpelt hen første gang, de tilstrømmende landmænd så den.

Carsten Nielsen, markmand på Svenstrup Gods ved Borup, var en af de mange, der ikke kunne lade være med at slå vejen forbi 9620’eren.

- Man er vel John Deere-fan, tilstod han.

- Men det er klart, at størrelsen også trækker. Jeg har set en 9520’er før, men aldrig den her model, sagde Carsten Nielsen, inden han drog videre for at se på de mange andre nye maskiner.

I øvrigt er det et dansk gods-fællesskab, som vi ikke må nævne navnet på, der har købt traktoren.