I 600 år - formentlig fra ca. 1360 og frem til 1965 - blev der malet korn på Køng Mølle ved Glamsbjerg. Gennem alle årene ved vandkraft og tillige ved vindkraft i en periode frem til 1901, da vindmøllen nedbrændte.

I 1965 blev mølleriet med tilhørende korn- og foderstofforretning flyttet til nye bygninger på Fåborgvej i Køng. 10 år senere blev korn- og foderstofforretningen solgt til det daværende Elias B. Muus i Odense, mens familien beholdt den smukke, gamle møllegård, hvor vandet fra mølledammen fortsat blev udnyttet til elproduktion via en turbine.

Apropos familie, så var Køng Mølle i samme families eje fra 1770 og indtil for et par år siden, da Poul Møller, der er søn af den sidste Køng-møller, Bent Møller, solgte møllen til den nuværende ejer, Kirsten Dempe.

Kirsten Dempe, der i en årrække arbejdede i hotelbranchen i Tyskland og Danmark, købte møllen med henblik på at indrette et »oplevelsessted« med galleri, brugskunst, café, selskabslokaler m.m.

Galleriet, der har åbent hver dag kl. 13-17 bortset fra mandag, byder på skiftende udstillinger af billeder, skulptur og andre kunstværker - altid i samarbejde med Gallerie Rasmus i Odense. Caféen er åben hver weekend samt efter aftale.

For et år siden blev der dannet en kunst- og kulturforening omkring Køng Mølle, som står for en række aktiviteter på og ved møllen.

På søndag, den 29. maj kl. 11-17, danner Køng Mølle rammen om en spændende haveudstilling, der arrangeres i samarbejde med Det Danske Haveselskab - og med Kunst- og Kulturforeningen Køng Mølle som aktiv medspiller.

Næsten 30 professionelle udstillere fra hele landet vil i haven og omkring de smukke gamle møllebygninger vise havemøbler, redskaber, krukker, brugskunst, udekøkken og meget andet, som kan give inspiration til haven. En række planteskoler vil være repræsenteret med blandt andet klematis, hosta, stauder og forskellige træer og buske.

Hele dagen vil der endvidere være plantemarked, hvor private »plantebyttere« mod en beskeden betaling på 25 kroner kan etablere en lille stand med planter, som de har i overskud fra deres haver. Samtidig vil caféen være åben hele dagen med lette anretninger, kaffe, kage og diverse drikkevarer.

Mens der til daglig er gratis adgang til Køng Mølle, vil der på havedagen på søndag blive opkrævet en entré på 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn.

Det er i øvrigt Kirsten Dempes plan at afholde en sådan havedag hvert år den sidste søndag i maj. Endvidere er det planen at afholde mindst ét koncert-arrangement om måneden - som regel i forbindelse med ferniseringerne i galleriet.

TEKST: ANDERS KURT SIMONSEN