Ramler mod direktiv
(Effektivt Landbrug) PRIORITET: Thy-landmand står anklaget for at overtræde Kalvedirektivet, fordi han af sundhedsmæssige grunde har opstaldet kalve i udendørs kalvehytter, hvor de ikke kan røre hinanden.
Sundhed ramler mod regler i den første sag om dyrevelfærd i udendørs kalvehytter, der kommer for retten i Thisted. Her står landmand Thomas Møller fra Thy nemlig anklaget for ikke at give sine småkalve mulighed for at røre hinanden.
Thomas Møller mener, at kalvene i så fald har let ved at smitte hinanden. Men ifølge en dansk bekendtgørelse, der går under navnet Kalvedirektivet, skal kalvene i de første otte uger have mulighed for at se og røre hinanden. Thomas Møllers hensyn til sundhed er derfor i direkte modstrid med Kalvedirektivets hensigter om at skabe bedre dyrevelfærd.
Ifølge nyhedsbrevet Dansk Kvæg er Kalvedirektivet i øjeblikket til evaluering hos EU og Dyreetisk Råd. Organisationen Dansk Kvæg har derfor forgæves forsøgt at få udsat retssagen mod Thomas Møller. Dansk Kvægs formand, Peder Philipp, mener, at regelen bør laves om.
- Dyrenes velfærd er vigtig, men velfærd drejer sig jo ikke kun om adfærd - det drejer sig også om at holde dyrene sunde og raske og give dem en god start, fastslår Dansk Kvægs formand i organisationens nyhedsbrev.
- Kalvehytter er en af de mest udbredte opstaldningsformer til småkalve i verden. Mange har oplevet en stor forbedring af kalvenes sundhed, tilføjer han.
Retssagen var berammet til mandag den 9. maj, men er udsat i tre-fire uger, da Thomas Møllers forsvarer skal have mere tid til at sætte sig ind i sagen.