Hvad har landbrug og fodbold med hinanden at gøre? Spørger man i Horsens – en hel del.

Horsens Landbrugsforening har således indgået en sponsorkontrakt med fodboldklubben AC Horsens på 28.000 kr. Det oplyser formanden for landbrugsforeningen, gårdejer Svend Nielsen, Ølsted.

- Som alle ved er Horsens by i disse år inde i en rivende udvikling. Som en ekstra fjer i hatten har man tilmeldt et 1. divisions-fodboldhold, som mange tror, står på tærsklen til oprykning i superligaen. En sådan satsning kan nu om dage kun blive til virkelighed ved hjælp af stor og kontant opbakning fra det lokale erhvervsliv. Vi opfatter os faktisk som en del af erhvervslivet på Horsensegnen, og har vedtaget at støtte AC-Horsens med en såkaldt bronzesponsorkontakt.

- For de penge får vi et mindre antal fribilletter til AC’s hjemmekampe, som vi selvfølgelig vil tilbyde foreningens medlemmer. Vi får også mulighed for at hente fodboldspillere til vores samfundskontakt-arrangementer, og vi får et reklameskilt på banen, når AC-Horsens spiller deres kampe.

- Det her er et forsøg på at profilere Horsens Landbrugsforening på en noget mere moderne måde, end vi måske er vant til. Ofte klager medlemmerne over, at vi ikke er synlige nok. Ingen lokal tømrermester med respekt for sig selv ville vel undvære sit reklameskilt i den lokale sportshal, siger Svend Nielsen.

Landbrugsforeningen har tegnet en et-årig kontrakt, som vil blive evalueret, når året er omme.