Når staldtaget smuldrer
(LANDBRUG FYN) STÅLTAG: Mange eternit-tage, som blev lagt op for 15-20 år siden, smuldrer væk. En god løsning kan være et nyt tag af stålplader - eventuelt lagt oven på det gamle tag.
- Mange landmænd, som byggede stalde eller maskinhuse i 1980’erne eller begyndelsen af 1990’erne, står over for store problemer, idet de B9 eternit-tagplader, som blev lagt op dengang, ganske enkelt smuldrer væk. Det samme gør sig i øvrigt gældende med de eternitplader i andre formater, som blev lagt op på stuehuse og andre bygninger i de år.
- Problemet hænger sammen med, at de eternitplader, som blev lavet i de første år efter forbudet mod at anvende asbest, ikke var særligt holdbare. De bliver porøse og suger vand, hvorefter de frostsprænger eller simpelthen forvitrer. Og på et tidspunkt står man med et tag, der i bedste fald er utæt og i værste fald bare drysser ned og forsvinder.
Det fortæller tømrermester Knud Florczak i Aunslev ved Nyborg, som i de senere år har haft mange opgaver med reparation eller fornyelse af sådanne smuldrende eternittage. Han har siden 1993 arbejdet med oplægning af Lindab Topline ståltag, der fås i mange forskellige profiler, svarende til de eksisterende traditionelle tagplader og -sten. Og han er med i Lindab’s udviklingsgruppe, der arbejder med at udvikle og løbende forbedre virksomhedens produkter.
- En god løsning, som mange benytter sig af, er oplægning af et nyt tag af stålplader, påpeger Knud Florczak. Hvis man tager fat i tide, mens det gamle tag endnu er i en nogenlunde forfatning, er den bedste og billigste løsning at lægge det nye tag oven på det gamle.
- Det kræver blot, at der oven på det eksisterende tag lægges nye lægter, som stålpladerne skrues fast på. Samtidig medfører det den fordel, at produktionen i stalden kan fortsætte uændret, mens det nye tag bliver lagt op.
- Ved oplægning af et nyt tag oven på det gamle skal tagrenden flyttes med op. I den forbindelse vælger mange at udskifte den gamle plast-tagrende med en ny af stål.
- Hvis det gamle tag er meget dårligt, kan det være nødvendigt at fjerne det og i stedet lægge et helt nyt tag op. Det bliver det ikke billigere af, men et Topline ståltag kan udmærket lægges op som eneste tag - med en filtbelægning under pladerne.
Tømrermesteren fra Aunslev foretrækker til staldbygninger at bruge tagpladen Topline 107, idet den i størrelse svarer til en traditionel eternitplade, der dækker ca. en kvadratmeter. Tagpladerne kan også leveres i større længder, men 107-modulet gør det nemmere at udskifte enkelte plader i tilfælde af skade på et tag.
- Vi lægger også tag på mange stuehuse, og der bruger vi fortrinsvis modulet Topline 40, der matcher almindelige tagsten, siger Knud Florczak, der startede som selvstændig tømrermester i 1993, og som normalt har en medarbejder ansat.
- Jeg har arbejdet med stålplader i alle årene, og i år regner jeg med at skulle oplægge ca. 3.500 m². Der er 20 års garanti på pladerne, og det er et stærkt tag. Således var der ingen af de plader, jeg har lagt op, der røg af i decemberorkanen i 1999.
TEKST: ANDERS KURT SIMONSEN