Pilotprojekt skal sikre støtte til landdistrikter
(LANDBRUG SYD) Brørup Kommune og Brørup Landboforening er gået sammen om et pilotprojekt, der styrke især erhvervsudviklingen landdistrikterne med støtte fra EU.
En pose penge på ikke mindre end 600 mio. kroner er ikke at foragte. Det er hvad Danmark får i forbindelse med EU-midler til udvikling af landdistrikterne – penge der er blevet frigivet i forbindelse med afkoblingen af landbrugsstøtten.
Og i Brørup Kommune har kommunen selv sammen med Brørup Landboforening netop startet et pilotprojekt, der skal fremme projekter indenfor landdistriktsudvikling og sørge for, at nogle af midlerne komme hertil.
I sidste uge var der møde mellem kommunen og landboforeningen, hvor man med 100.000 kroner kan starte projektet i gang. Rådgivning, tilladelser, og hvad der ellers hører til at etablere sig som eksempelvis erhvervsdrivende på landet, kan der med hjælp fra pilotprojektet trækkes på via kommunen og landbrugsrådgivningen.
- Vi håber på, at der vil komme mange gode ideer til erhvervsudvikling i landdistrikterne, hvor der kan søges landdistriktsmidler til, siger borgmester i Brørup Kommune, Egon Fræhr, der sammen med næstformand i Brørup Landboforening, Ole Jensen, bestyrelsesmedlem samme sted og formand for deltidslandmændene Tage Hansen og direktør Flemming Askjær.
Samarbejdet omkring styrkelse af erhvervsudviklingen i landdistrikterne stopper ikke kun ved Brørup. Ifølge Egon Fræhr er det planen at samarbejdet her udvides yderligere, når Brørup i forbindelse med kommunesammenlægningen ventes at gå sammen med nabo-kommunerne Vejen, Holsted og Rødding.
- Det passer samtidig meget godt med rådgivningen, der jo dækker nogenlunde samme område geografisk, siger Egon Fræhr.
Og hos rådgivningen er man klar til at gå ind i rådgivningsdelen omkring at skabe erhvervsaktivitet i landdistrikterne, også selv om de ikke nødvendigvis er landbrugsrelaterede:
- Vores rådgivning er gearet til meget andet end landbrug. Vi har i forvejen 200 kunder uden for landbruget som vi rådgiver for, siger Flemming Askjær.
Både Egon Fræhr, Flemming Askjær, Ole Jensen og Tage Hansen ser samstemmende mange muligheder i projektet. Foruden konkrete projekt-ideer er der også overordnede områder, hvor både kommune og rådgivning kan bidrage, som eksempelvis infrastruktur, VVM, og andre specielle forhold omkring landdistrikterne.






































