Unge rykker fra Ørbækvej
(Landbrug FYN)
Fyns LandboUngdom er på vej til at flytte fra Det fynske Landbocenter på Ørbækvej. I stedet er der indgået en fordelagtig aftale om at indrette sekretariat og »butik« i de nye flotte omgivelser på Dalum Landbrugsskole. - Det er et led i en udviklingsproces, som følger den nye og mere selvstændige linie, der er lagt af landsledelsen. Vi vil ganske enkelt tættere på de unge - som nu en gang er vort medlemsgrundlag, siger formanden for Fyns LandboUngdom, Per Brems Jensen, forud for foreningens årsmøde den 3. marts, hvor han nærmere vil redegøre for beslutningen om at flytte.
En medvirkende årsag er ifølge formanden også ændringerne fra direkte statsstøtte til konsulentvirksomheden til økonomisk støtte til projekter. - Det er sommetider til at blive »langhåret« af, at det skal gå så stærkt, hvis vi skal sikre os penge til at føre en eller anden idé ud i livet. Men sådan er vilkårene nu, og derfor må vi indrette vor organisation efter at kunne tage hurtige beslutninger. - Målet er at være en aktiv, ung forening, som står 100 procent på egne ben. Men ændringerne er drøftet med landboforeningerne, og vi vil fortsat have et stærkt samarbejde med De Fynske Landboforeninger, påpeger Per Brems Jensen, der ikke forventer, at beslutningen giver Fyns LandboUngdom økonomiske trængsler. Lokalt er der sagt god for beslutningen, idet spørgsmålet har været oppe at vende ved de nyligt afholdte generalforsamlinger i de fire fynske landboungdomsforeninger, nævner formanden, der dog ikke selv kommer til at stå i spidsen for udflytningen til Dalum Landbrugsskole.
Per Brems Jensen har nemlig forud for årsmødet i Fyns LandboUngdom i næste uge meddelt, at han ikke stiller op til formandsposten. - Jeg mener, at det bør være ansatte i landbruget eller landbrugsstuderende, der skal stå i spidsen for en organisation, som varetage interesserne for de unge, der er på vej ind i erhvervet. Da jeg nu er blevet selvstændig landmand, må en anden overtage min plads, fastslår den unge nordfynbo, som sidste år lejede en større stald i Næsbyhoved-Broby for at etablere en svineproduktion. Per Brems Jensen blev i 2002 - som kun 20-årig - valgt til formand for den fynske ungdomsorganisation med det daværende navn Landboungdommen Fyn.