De sortbrogede køer, som nu om dage benævnes SDM - Dansk Holstein, har fremgang på Fyn. Hvor der for tre år siden var 38 renracede besætninger på Fyn med et gennemsnitligt antal køer på 73,3, nåede antallet i det forgangne år op på 44 besætninger - og et gennemsnit på ikke mindre end 105,8 køer.

Det kunne formanden for Avlsforeningen for SDM - Dansk Holstein, Carsten Hedegaard, Måre, fortælle, da der torsdag blev afviklet årsmøde i Ørsted Forsamlingshus.

Ved mødet, som blev indledt med et besætningsbesøg hos Bente og Ankjær Stenskrog i Ørsted, kom formanden også ind på det store avls- og kåringsarbejde, som udføres i de fynske besætninger.

Således blev 28 fynske besætninger kåret i 2003. Det drejer ikke alene om de renracede, men også besætninger, som kun får første kalvs køer kåret.

Højst kårede besætning på Fyn var Leif Sørensens besætning i Lydinge Haver, hvor de 89 SDM-køer i gennemsnit blev kåret med 84,2 i helhedsbedømmelse.

- På landsplan er det nu besluttet, at man nu kører den fynske kåringsmodel. Det betyder, at afkomsinspektørerne kører alene, og kun en gang imellem er konsulenten med, oplyste Carsten Hedegaard, der benyttede lejligheden til en opfordring til få kåret besætningen derhjemme.

- Med de stadig større besætninger, hvor alt skal være mere rationelt og nemmere, og hvor der måske malkes med robot, så er det utroligt vigtigt at have funktionelle og brugervenlige køer. En af de måder vi får det på, er at få kåret de enkelte køer, så vi virkelig kan forbedre de svage sider.

I sin beretning pegede Carsten Hedegaard på enkelte punkter, som skal forbedres i den sortbrogede malkerace.

- Kalvedødeligheden er stadig et problem, selv om det efterhånden kun er første kalvs køerne, der afviger fra de andre racer - i størrelsesorden to-tre procent. Det skal simpelthen forbedres, idet der er flere penge i det, end vi lige regner med.

Formanden så også gerne, at der blev rettet op på alderen, hvor køerne kælver første gang. Den ligger på 28,5 måneder i gennemsnit for SDM, men skulle gerne ned på 26 måneder.

Carsten Hedegaard stillede for egen regning spørgsmålstegn ved, om udpegningen af afkomsgrupper tager for megen tid for de lokale SDM-konsulenter.

- Det kan ikke undgås at kunne mærkes ude hos kvægbrugeren, at vor konsulent Claus Petersen i september-oktober skal udpege køer til Agro Syd, derefter til Agromek og så til Agro Nord i februar. Og endelig skal der igen findes afkom til sommerens dyrskuer og til Landsskuet.

- Det er for meget, og hvad koster det ikke, spurgte den fynske SDM-formand. De fleste mener, at det er en form for medlemspleje, men jeg vil påstå, at vi her kun rammer inderkredsen af kvægavlerne.

Formandsberetningen blev rundet af med kommentarer til de mange ændringer, som kvægbrugerne på Fyn har været vidner til det seneste års tid.

- Med hensyn til TP-stationens overflytning fra Vissenbjerg mener jeg, at Dansk Kvæg tromler tingene igennem henover hovedet på os. De har været utroligt lidt smidige i forløbet i modsætning til Dansire, hvor ingen gør af, at Lykkenssæde i Fangel nu er lukket. Det kunne man jo se lidt mening i.

Carsten Hedegaard mindede også om en kommende beslutning, hvor medlemmerne i Kontrolforeningen Fyn den 1. marts skal tage stilling til, om man vil med i RYK.

- Om vi skal gøre det nu eller vente et par år, kan jeg ikke vurdere. Men jeg håber, at vi inden afstemningen får nogle budgetter at beslutte ud fra.

- Jeg var til møde i Arla i mandags, hvor vi fik at vide, at det bebudede fald i mælkeafregningen på 4,2 øre til april nok snarere bliver 10 øre. Trods disse udsigter tror jeg alligevel på en fremtid for dansk kvægbrug. Vi landmænd er nemlig fantastiske til at tilpasse os ændrede forhold. Tænk bare 15-20 år tilbage, hvor mælkeprisen var 2,85 kr. pr. kg. Havde nogen dengang troet på, at man kunne overleve, hvis prisen faldt med 40-50 øre, som vi nu har oplevet over en årrække, påpegede Carsten Hedegaard og gav denne slutbemærkning til de fremmødte SDM-folk:

- Vi skal ikke læne os tilbage og lade stå til. Nej, vi skal kæmpe for vores erhverv. Vi skal kæmpe for retfærdighed, vi skal ikke have unødvendige restriktioner trukket ned over hovedet, - og vi er nødt til at følge med udviklingen. Ellers dør vi langsomt.

- Dermed har jeg også sagt, at hvor der er en vilje er der også en vej, men evnerne og lysten til at være med skal være der. Vi skal også være parate til at efteruddanne os. Hvis vi er klar til alt dette, er jeg helt sikker på, der er en fremtid i dansk kvægbrug!

På det fynske årsmøde blev opdrætteren af den højst kårede datter efter ungtyreinseminering hædret. Diplomet gik til en V Epos datter fra I/S Stougaard v/Niels og Peter Stougaard, Snave.