SAF køber 700 hektar majs til modenhed
(LANDBRUG SYD) I Syd- og Sønderjylland er betingelserne bedst for avl af majs til modenhed, og derfor ønsker SAF at opkøbe modne majs fra 700 hektar i det syd- og sønderjyske område.
Ikke mindst i Syd- og Sønderjylland er interessen og dyrkningsbetingelserne for majs ideelle. Derfor ønsker korn- og foderstofvirksomheden SAF i Rødekro at købe 700 hektar modne majs herfra.
Der kan forventes et totaludbytte på mellem 10 og 15 ton tørstof pr. ha, og under normale betingelser vil kerneudbyttet andrage cirka 6,5 ton majskerner pr. hektar med 15 procent vand. Det må forudsættes, at ale modne majskerner høstes med mellem 30 og 40 procent vand og nedtørres umiddelbart efter høst.
SAF har god tørringskapacitet på afdelingen i Skærbæk, og det er derfor ønskeligt til kommende sæson at håndtere cirka 6000 ton modne majs. Modne majs er et ideelt fodermiddel til slagtekalve og malkekøer, idet majs bidrager med by-pass stivelse der sikrer tilstrækkeligt energioptagelse samtidig med at sundheden i vommiljøet opretholdes.
Der foreligger hermed en mulighed for at fylde sædskiftet med majs, i stedet for at avle foderbyg el.lign., hvormed arbejdsgange vedrørende såbedstilberedning, ukrudtsbekæmpelse, gødnings med videre kan rationaliseres. Endvidere er majs en afgrøde, der kan tildeles forholdsvis meget gylle, hvormed avl af majs til modenhed ligeledes kan være interessant for svineproducenter.
Til gengæld er kolbeandelen gerne højest i tidlige sorter, hvorfor det økonomisk udbytte samt dyrkningssikkerheden bliver bedst og vejer tungest sammenlignet med marginalt højere udbytte i sene sorter.
Fra Sejet Planteforædling foreslås 4 majssorter dyrket til modenhed. Ikke alt er dyrkningsmæssigt belyst ved modenhed, men sorterne opfylder de krævede kvaliteter og egenskaber. Det drejer sig om sorterne Avenir, Manatan, Furioso, Cixxom. Se i øvrigt tabel A.
SAF tilbyder en kontraktform med en fast pris eller alternativt en prisfastsættelse i forhold til foderhvede. Endvidere betinger kontrakten naturligvis leveringspligt, men skulle vækstsæsonen føre til, at kunden har behov for at ensilere hele sit areal med majs kan kontrakten annulleres.
For yderligere informationer kan der rettes henvendelse til SAF.