Skandaløs håndtering af fugleinfluenza i Thailand
De thailandske myndigheder har haft mistanke om fjerkræinfluenza i over to uger. Dansk Slagtefjerkræ er bekymret over troværdigheden i det thailandske system og opfordrer EU-Kommissionen til at stramme op på inspektionerne.
Den thailandske premierminister, Thaksin Shinawatra, ville beskytte sin befolkning fra at gå i panik ved udsigten til et udbrud af fjerkræinfluenza. Derfor blev mistanken om fjerkræinfluenza ikke offentliggjort, da den første gang blev kendt blandt de thailandske myndigheder for to uger siden. I stedet fastholdt man stædigt, at de millioner kyllinger, der er døde i den seneste måned, var ofre for fjerkrækolera – en langt mindre farlig bakteriel sygdom, der ikke kan smitte mennesker.
I dag mødes de thailandske myndigheder med meget skarp kritik fra den befolkning, de forsøgte at beskytte, og ikke mindst de thailandske fjerkræproducenter, der ikke føler, at de har fået en mulighed for at beskytte sig mod spredningen af sygdommen.
I Danmark ser Dansk Slagtefjerkræ på problemerne med stor alvor:
- Det er meget bekymrende, hvis de thailandske myndigheder har fortiet informationer om fjerkræinfluenzaen. I sådanne situationer er det vigtigste at få inddæmmet sygdommen så hurtigt som muligt både af hensyn til den offentlige sundhed, men også af hensyn til landets fjerkræproducenter. At undlade at gøre noget i over to uger, når mistanken foreligger, er dybt betænkeligt. Nu må vi bare håbe, at Thailand og de øvrige asiatiske lande i samarbejde med det internationale samfund kan få den ulykkelige situation under kontrol, siger Jan Pedersen, direktør i Dansk Slagtefjerkræ.
Dansk Slagtefjerkræ vil hurtigst muligt tage kontakt til EU-Kommissionen, der så sent som i sidste uge inspicerede de thailandske veterinærmyndigheder og gav dem rosende omtale.
- De roser må være visnet noget i dag, og det sætter store spørgsmålstegn ved troværdigheden i det thailandske system, som også tidligere har haft store problemer, siger Jan Pedersen, og henviser til de mange problemer som Thailand har haft tidligere med overdreven brug af antibiotika og fund af det kræftfremkaldende stof nitrofuran.
På baggrund af de seneste afsløringer vil Dansk Slagetefjerkræ opfordre Kommissionen til, at man tænker sig meget grundigt om og laver gennemgribende inspektioner, inden man igen tillader import af thailandske fjerkræprodukter.
- Når de europæiske lande stiller så skrappe krav til deres egne producenter på alle områder, så er det salt i såret, når man ser den thailandske håndtering af denne alvorlige situation. Et så alvorligt tilfælde må ikke kunne forekomme, og man bør nok også se på en generel opstramning af inspektionsprocedurerne – Thailand er jo ikke det eneste land, der eksporterer til EU, siger Jan Pedersen.






































