Ministeren: Mindre jord skal dyrkes i fremtiden
(Effektivt Landbrug) Parolen, om at al jord skal dyrkes, hører fortiden til, pointerede fødevareministeren på planteavlernes kongres i Herning.
Der er ikke længere brug for, at al dansk landbrugsjord dyrkes. Det understregede fødevareminister Mariann Fischer Boel, da hun tirsdag åbnede planteavlernes kongres »Planteproduktion 2004« i Herning.
I sit indlæg fastslog ministeren, at vi i dag lever i en helt anden tid, end da Dalgas sagde de berømte ord om, at hvad udadtil tabes skal indad vindes.
- Dalgas’ ord førte til, at al den jord, der kunne opdyrkes, blev opdyrket. En ting er helt sikker – sådan bliver det ikke i fremtiden, sagde Mariann Fischer Boel.
Med andre ord så må det intensive landbrug vige for et stadig mere ekstensivt landbrug, samtidig med at rekreative områder kommer til at dominere stadig mere.
Mariann Fischer Boel understregede videre, at det grundlæggende handler om bæredygtighed, miljømæssigt såvel som økonomisk. Samtidig slog hun fast, at landbruget allerede har vist, at god miljøadfærd kan gå hånd i hånd med god økonomi.
- Kongressen her i Herning er et klart bevis på, at landbruget er klar til at tage udfordringen op, sagde ministeren, med henvisning til det brede program, der blandt omhandlede, hvordan man som planteavler skal indrette sig, hvis samfundet kræver en mindre intensiv planteproduktion.
Mens det opdyrkede areal i Danmark altså står foran at blive reduceret, kan planteavlerne ligeledes se frem til en reduktion i fosfortilførslen på markerne.
- Fosfor kommer til at spille en dominerende rolle i vandmiljøplan III, som vi skal have på plads i den kommende tid. Sandheden er jo, at der i dag bliver tilført mere fosfor til markerne, end planterne har brug for. Derfor er fosfor helt klart et emne i vandmiljø-diskussionerne, sagde Mariann Fischer Boel.
Hun vurderede samtidig, at det i fremtiden vil blive særdeles vigtigt, at brakarealerne placeres langs følsomme vandmiljøer – fordi man på den måde kan mindske udledningen til vandmiljøet.










































