Det var udgangspunktet for Morten Dahl Thomsens behandling af de økonomiske virkninger for mælkeproducenterne. For fremtiden handler det ikke alene om størrelsen af bedriften - men om ledelsen af bedriften.

- På baggrund af de forventede mælkeprisfald og EU-reformens virkninger er det relevant for enhver kvægbruger at få analyseret bedriftens fremtidige økonomi, konstaterede Morten Dahl Thomsen.

- Regnestykket på en konkret mælkeproduktionsejendom viser, at hvis man producerer videre med uændret størrelse og med den løbende effektivitetsforbedring, vi historisk har set - ja så vil man opleve faldende driftsoverskud, fortalte Morten Dahl Thomsen - men prisfaldet kan ved dygtig ledelse stort set elimineres, hvis prisfaldet ikke bliver større end 40 øre.

Af eksemplet fremgår det, at prisfaldet stort set kan modvirkes i det gunstige prisscenarium, hvor prisfaldet »kun« bliver på 40 øre, og der er en høj produktivitet.

- En direkte øget indtjening kan opnås ved samtidig at udvide kapaciteten, samtidig med at produktivitetsforbedringen fastholdes, og prisen »kun« falder 40 øre, mens faldet i indtjening bliver til at leve med, hvis prisfaldet bliver på 50 øre, sagde Morten Dahl Thomsen.

Det kræver stærk driftsledelse og vilje til forandringer. I Sønderjysk Landboforening er man langt fremme med at udvikle nogle rådgivningsprodukter, der hjælper kvægbrugerne med at sætte klar fokus på de rette indsatsområder.

Gårdråd er et af disse rådgivningstilbud. Hovedelementerne heri er udpegning af forbedringsområder, bedriftsstrategi og indgåelse af aftale om forpligtende rådgivning. Sønderjysk Landboforenings rådgivere er klar til at yde en rådgivning, der sætter skub i den rigtige udvikling.