- Vi er en industri, og vi har svinefabrikker. Hvis vi siger noget som helst andet, er vi utroværdige.

Den nyvalgte formand for Danske Svineproducenter, Torben Poulsen, er parat til et opgør med bonderomantikken, som han mener er et tungt åg, de danske svineproducenter skal skille sig af med hurtigst muligt.

- Vi bliver simpelthen nødt til at stå ved vores industrialiserede svineproduktion. Derfor nytter det ikke noget, at vi den ene dag lancerer dansk svineproduktion som sådan en Morten Korch’sk stokroseidyl med selvejet i højsædet, mens vi den næste dag taler om, at vi er i en benhård, global konkurrencesituation, fastslår Torben Poulsen, og fortsætter:

- Der er sikkert nogle husmænd, der gerne vil holde sig selv, deres kolleger og det øvrige samfund fast i en forestilling om, at svineproduktion er et halvromantisk livsstilsprojekt. Hvis vi bliver ved med at sende det signal, dør vi.

- Realiteten er jo, at vi har en stærkt industrialiseret svineproduktion i Danmark, og det skal vi have forklaret den øvrige befolkning uden at pakke tingene ind. Men det kræver selvfølgelig, at vi som producenter vil stå ved det, vi er – nemlig en industri der producerer svin.

- Det budskab skal vi have ud både i og udenfor landbruget, og samlet set er det faktisk en af de største opgaver, der ligger foran os, pointerer Torben Poulsen over for Effektivt Landbrug.

Svineproducentformandens opgør med bonderomantikken vil også være et opgør med selvejet i dansk landbrug. Torben Poulsen ser således forskellige selskabsformers indmarch i dansk landbrug som en forudsætning for en fremtidig svineproduktion her i landet.

- Vi kan ligeså godt vende os til, at de stadig større produktionsenheder skal bæres af flere skuldre end den enkelte bondes. Hvis vi forsøger at bilde os selv og vores medborgere noget andet ind, er vi ikke troværdige. Så kan man selvfølgelig igen komme rendende og kalde vores gårde for svinefabrikker, og jeg ved da godt, at det kan være negativt ladet, når nogen kalder vores produktion for svinefabrikker.

- Men det er jo svinefabrikker, vi har. Så hvorfor prøve at give folk det indtryk, at hver enkelt landmand går rundt og passer sin egen lille svinegård. Sådan er det jo ikke, og ordet svinefabrik behøver ikke virke negativt, hvis vi vedkender os, at vi producerer svinene på store fabrikslignende gårde, og at der stadig oftere kommer til at stå selskaber, som skal tjene penge, bag produktionen.

- Selvfølgelig skal vi også fortælle, at vores moderne produktion – trods brodne kar og dyr med skulderskader – er langt, langt mere dyrevenlig end gamle dages svineproduktion, hvor der måske var tid til at klappe hver enkelt gris, men hvor fugten drev ned ad væggene, og hvor produktionssystemerne på alle måder var ringere end i dag. Vi skal simpelthen være ærlige og stå ved det, vi laver, slutter Torben Poulsen.

Danske Svineproducenter og Socialdemokratiet er klar til at danne fælles front mod de skematiserede og standardiserede dyreenheder, der i dag bruges som målestok for en husdyrproduktions miljøbelastning.

- I princippet er vi helt enige. Begge parter ønsker således en individuel vurdering af den enkelte produktions miljøbelastning – sådan som man kender det fra industrien.

- Der, hvor vi måske ikke er så enige, er omkring hvor stor miljøbelastningen må være, siger Socialdemokratiets miljøordfører Pernille Blach Hansen, der onsdag havde møde med Danske Svineproducenter om sagen.

Hos Danske Svineproducenter har det gennem en årrække været en mærkesag at få dyreenhederne ud til fordel for en individuel miljøvurdering af den enkelte svinegård.

- Jeg synes efterhånden, at presset ligger på Dansk Landbrug. De enkelte amter forvalter jo miljøområdet, som det passer dem, og det kan da ikke være i organisationens medlemmers interesse, at medlemmerne ikke arbejder efter ens regler. Derfor bør Dansk Landbrug da bakke klart op om en individuel miljøvurdering. For det må da være miljøbelastningen og ikke antallet af svin, der afgør, hvor stor den enkeltes produktion må være, siger svineproducentformand Torben Poulsen.

Pernille Blach Hansen roser i øvrigt Danske Svineproducenters formands klare udmelding her i bladet om, at svineproduktionen i Danmark er en industri.

- Det er en erkendelse, som godt kunne være kommet noget før. Nu er den kommet, og jeg tror, det vil blive opfattet positivt i befolkningen. For det er jo en industriproduktion, der foregår. Og hvorfor dog forsøge at skjule det, slutter Pernille Blach Hansen.