Lokal enighed stoppet af EU
(LANDBRUG SYD) EU har sat en foreløbig stopper for et lovende sønderjysk projekt omkring håndtering af gylle.
Det har Henrik Enderlein, svineproducent og formand for LandboSyd, oplevet, da han efter opfordring fra fødevareministeren ved et møde i Tønder kom med forslag til, hvordan man kan løse nogle af landbrugets problemer med at separere gyllen.
Fødevareminister Mariann Fischer Boel opfordrede Henrik Enderlein til at komme med et konkret forslag til løsning af problemerne i forbindelse med gylleseparering. Han drøftede situationen med borgmestrene Bent Olsen, Gråsten, og John Petersen, Sundeved, da de holdt fælles kaffemøde, der blev holdt for at sikre kontakten mellem lokale politikere og LandboSyd.
De to borgmestre havde nogle kontakter, og de ville gerne være med til at bære dette forslag frem. Sammen tog de til møde i ministeriet, hvor de fremlagde forslaget for ministeren og senere til Miljøministeriet.
Løsningen hedder fuldgødning med rejektvand, og fordelen ville være stor, bl.a. mindre transport, mindre lugt og en bedre udnyttelse af værdistofferne. Altså en model, der både ville glæde landmænd og beboere i de husdyrintensive områder.
Var hænderne løftet til begejstrede klap over hovedet, kom de hurtigt ned igen.
- For EU stiller krav, der foreløbig lukker af for den mulighed, siger Henrik Enderlein.
Stopklodsen er i øjeblikket et krav om, at fiberdelen efter en gylleseparering skal varmebehandles, når den fraføres ejendommen, der står for separationen.
- Denne fraktion ligner almindelig kompost og er nem at transportere og viderebehandle, så den kan bruges som almindelig handelsgødning eller som en del af almindelig handelsgødning. Fra EUs side kræver man, at denne almindelige del varmebehandles, når den flyttes fra ejendommen.
- Vort ønske er, at fiberdelen skal kunne overføres mellem landbrugsbedrifter uden varmebehandling, siger Henrik Enderlein.
Generelt påpeger han, at såfremt landbruget og industrien skal løse opgaven med udnyttelsen af gyllen og fjerne de lugtmæssige gener og transportulemperne, skal følgende krav opfyldes:
- Afsætning af fiberfraktionen mellem landmænd skal ske uden varmebehandling. Afsætning af fiberfraktionen til forarbejdningsvirksomheder, der opblander og eventuelt beriger produktet for deklareret videresalg eller eksport, skal samtidig eliminere kravet om, at dyreenheder flytter med.
- Gør de det, kan miljøet vinde, og vi får reduceret den lugt, som vi alle gerne vil af med og får nemmere ved at håndtere næringsstofferne fra gylle samt spare en masse transport.
- Vi ønsker derfor også, at produktet kan anvendes som handelsgødning her eller i udlandet. Vi ønsker således at have mulighed for at forarbejde fiberfraktionen f.eks. ved granulering eller ved at blande og/eller granulere den sammen med andre restprodukter for derved at skabe en handelsvare, der kan sælges som handelsgødning.
Den tynde fraktion gylle bliver en ammoniumgødning, der bedst kan sammenlignes med handelsgødning. Da fosfor og organisk N til dels er sorteret fra, er det nu muligt at anvende den tynde fraktion i mængder, der stort set fuldt ud tilgodeser planternes behov for kvælstof.
Der er derfor tale om en gødning med indhold af kvælstof, der bedst kan sammenlignes med handelsgødning.