Massey Ferguson sender med sin 5400-serie en helt ny traktorserie på markedet. Der er tale om en udpræget allroundtraktor, der henvender sig til såvel planteavleren som husdyrbrugeren og til landmanden med mange transportopgaver på landevej.

5400-serien (75-120 hk ISO) afløser den velkendte 4300-serie (67-116 hk ISO), der i Danmark har været en af Massey Fergusons mest solgte traktorserier.

5400-serien er ligesom forgængeren udstyret med Perkins-motorer. Den mindste af nyhederne, MF 5425, yder 75 hk. De fire næste i rækken spænder fra 83 hk til 115 hk. For alle de firecylindrede modeller gælder, at de kører med Perkins’ nye 1104C-44 motor. De to mindste modeller (75-83 hk) har konventionel indsugning, mens modellerne fra 90-115 hk har turboladere.

I toppen af serien er MF 5465 med en sekscylindret 120 hk stærk Perkins turbomotor med intercooler og Boschs VP30 elektroniske brændstofpumpe.

Den nye serie fremtræder ligesom MF’s øvrige nylancerede traktorer i et moderne »look«. Samtidig er førerkabinen så moderne, at MF ikke tøver med at betegne kabinen som førende på markedet.

Der er tale om en komfort, et udsyn og en betjening, som er industriførende, pointerer konstruktørerne, der blandt andet fremhæver det fremragende udsyn gennem kabinens store glasdøre, ligesom de hæfter sig ved, at de velplacerede såkaldte B-stolper sikrer føreren et godt udsyn til alle sider.

Som standard er kabinen udstyret med et mekanisk affjedret drejesæde. Men der kan også fås et luftaffjedret sæde med manuel indstilling, ligesom et nedfældeligt passagersæde også kan leveres. Som ekstraudstyr fås aircondition, ligesom traktoren kan leveres med oplukkelig frontrude.

- Mere end hver tredje solgte MF-traktor har været en 4300-maskine. Så man kan da godt sige, at den nye 5400-serie har lidt af en arv at løfte. Men det er der slet ingen tvivl om, at den kan, vurderer Egon Sørensen, der er distriktschef hos den danske MF-importør, Agco Danmark A/S.

Den nye MF-serie, som her i efteråret blev præsenteret for den europæiske fagpresse ved et arrangement i Holland, er ifølge Egon Sørensen i bund og grund en enkel traktor med al basisudstyret på plads i et moderne design.

De første traktorer fra 5400-serien er ankommet til Danmark og så småt på vej ud til forhandlerne. Danske landmænd får ligeledes muligheden for at opleve maskinerne på første hånd ved Agritechnica-messen i Hannover til november.

Som standard leveres 5400-serien med MF’s speedshift-transmission, der har 16 fremadgående og 16 bakgear med fire gear i to områder.

Alt sammen betjenes med en enkelt gearstang, hvor man ved at trykke på en knap kan skifte gear og område samtidig. I hvert enkelt gear kan man, uden at benytte koblingen, skifte op og ned med Speedshift-knappen på gearstangen.

Venstrehånds frem-/bakskift er standard, og der kan også vælges mellem mekanisk skift eller koblingsfrit PowerShuttle skift (ekstraudstyr). I begge tilfælde sidder håndtaget bekvemt placeret til venstre for rettet.

Ifølge producenten forenkler begge systemer vendinger på forageren og gør det muligt for føreren at skifte køreretning med venstre hånd og samtidig betjene andre funktioner med højre hånd.