Olie og vand er vanskeligt at blande. Og grundlæggende fremstår begreberne fri konkurrence og styring mindst lige så uforenelige.

Et i landbruget velkendt fænomen som eneforhandling af et bestemt redskab, maskine eller traktor er ramt af samme anakronisme. Både maskinhandlere og landmænd synes sikkert vældig godt om fri konkurrence, men vil samtidig gerne have en vis styring på tingene. Især når maskinerne og udstyret bliver stadig mere komplicerede, og der kræves specialiseret viden og hyppig efteruddannelse af medarbejdere for at produkterne kan serviceres.

Fra EU’s side er der kig på eneforhandlingsproblematikken, og i visse brancher er der grebet ind. Foreløbig synes landbrugsmaskinbranchen dog at gå fri for indgriben fra EU og den nationale konkurrencemyndighed.

Hos DS Håndværk & Industri, der organiserer de fleste af landets landbrugsmaskinfabrikanter og smedemestre, er man bekymret over udviklingen i handelen med landbrugsmaskiner.

- I vores medlemskreds er der omkring 400 medlemmer, der også fungerer som forhandlere af traktorer og landbrugsmaskiner. I disse kredse ser man med bekymring på de store maskinsupermarkeder, hvor der både kan stå to og tre traktormærker ved siden af hinanden hos samme forhandler, siger konsulent hos DS Håndværk & Industri, Ole Simmelholt.

- Strukturudviklingen vil kræve lukninger - også blandt de store. Det er baggrunden for, at vi har taget initiativet til at arrangere et debatmøde for maskinhandlere, storkunder, fabrikanter, importører og maskinkonsulenter.

Debatmødet finder sted på Hotel Pejsegården i Brædstrup tirsdag den 28. oktober fra klokken 13.00.

- Det bliver den kendte chefkonsulent Steffen Møller, der selv er aktiv som bestyrelsesmedlem i blandt andet landbrugsmaskinvirksomheder, der i bedste Højlund-stil kommer til at styre eftermiddagens debatter, fortæller Ole Simmelholt.

- En parallel til landbrugsmaskinbranchen er autobranchen. Her har man haft eneforhandlerproblematikken helt inde på livet, hvor selv store autohuse over en nat har mistet forhandlingen af forretningens centrale bilmærke gennem årtier. Derfor er det spændende, hvad en af oplægsholderne, direktør Preben Kjær, Danmarks Automobilhandlerforening, har at fortælle om autobranchens udfordringer.

- Også landbrugets maskinkonsulenterne er repræsenteret. Det sker når maskinkonsulent Gunnar Schmidt, Vildbjerg, fortæller om sine indtryk fra en studierejse til USA og Canada, hvor han studerede udviklingen i maskinbranchen, nævner Ole Simmelholt.

Selv vil Ole Simmmelholt fremlægge de interessante resultater fra en stor tysk undersøgelse om kundernes mærkevareloyalitet, der netop er blevet foretaget.

- Det er jo også interessant, hvad der sker, når en forhandler opsiges eller af andre grunde skifter til et andet traktormærke. Hvor er loyaliteten – er det hos forhandleren i lokalområdet eller hos det mærke, der nu kun kan købes et andet sted end tidligere, spørger Ole Simmelholt og lufter dermed et centralt spørgsmål i den voldsomme strukturudvikling, landbrugsmaskinbranchen er midt i.

Interesserede, der ønsker at deltage i debatdagen, kan få flere oplysninger ved at henvende sig til DS Håndværk & Industris kontor i Odense.