Jersey på Steensgaard i 100 år
(LANDBRUG FYN) Søndag var det 100 år siden, de første jerseydyr kom til Steensgaard. Det markeredes forleden med afsløring af en mindeplade.
Søndag, 5. oktober 2003, var det 100 år siden, de første jerseydyr ankom til Steensgaard Gods ved Millinge på Sydfyn - direkte importeret fra Jersey-øen.
Det bemærkelsesværdige jubilæum markeredes i torsdags med en lille sammenkomst, hvor formanden for Dansk Jersey, Uffe Gottschalk Jensen, Vonge, assisteret af Steensgaards indehaver, godsejer C.P.M. Hansen, og i overværelse af blandt andre medlemmer af Fynsk Jerseys bestyrelse samt medarbejdere på Steensgaard, afslørede en kobberplade på staldmuren til minde om begivenheden.
- Steensgaard har altid været drevet som et mønsterlandbrug, hvor mange bemærkelsesværdige initiativer har gjort godset kendt viden om, fortsatte Uffe Gottschalk Jensen. Som eksempel kan nævnes kostalden fra 1991 med nytænkning såsom den cirkelformede opsamlingsplads, den moderne kalvestald med løbegårde og sutteautomater - og senest etablering af gårdmejeri og gårdbutik med salg af kød og mejeriprodukter fra jerseybesætningen. I sandhed har Steensgaard Gods været et foregangs kvægbrug, som fortjener hyldest på besætningens 100 års dag.
Ifølge Jersey-historikeren Hans Nørgaard, Egebjerg, er der gennem de 100 år fra Steensgaard solgt avlsdyr til mange besætninger på Fyn og tillige mange tyre til avl. Mest kendt er tyren JAS Rolex, som i 1990’erne var brugstyr og satte Steensgaard på kvægavlens internationale landkort.