»Der findes ikke to gårde med samme gylle« og »Rent vand er vort liv«. Sådan lyder budskaberne blandt andet fra virksomheden Kemira Miljø A/S i Esbjerg, der forleden demonstrerede sit bud på mobil gylleseparering. Det skete i form af en demonstration, der fandt sted hos gdr. Hans Andresen i Perbøl ved Aabenraa, hvor anlægget var stillet op og i fuld funktion. Det drejede sig om et mobilt, kemisk og mekanisk separationsanlæg fra AL2 Teknik i Hovborg og med skruepresser fra Brdr. Holst Sørensen A/S i Obbekær ved Ribe.

Anlægget er som nævnt mobilt og har en kapacitet på op til 15 m3/time, og er ifølge Kemira billigt i indkøb og drift. Gyllen separeres i to fraktioner. Skruepresseren giver mulighed for at der kan opnås ekstra højt indhold af tørstof.

Anlægget var stillet op i forbindelse med gylledemonstrationen i Aabenraa, og ifølge virksomheden kan det godt betale sig at overveje gylleseparering. Her henviser man blandt andet til den nye bekendtgørelse om husdyrhold og arealkrav der konkludere, at med gylleseparering kan der spares mellem 25 - 50 procent på arealkravet. Landmanden skulle dermed både få fordelen med at kunne udvide husdyrproduktionen og fordelen ved en separeret gylle, der er nemmere at transportere og afsætte.