Miljøstyrelsens info-chef kommunikationsrådgiver for Naturfredningsforeningen
(Effektivt Landbrug) ERFA-GRUPPE: Kommunikationschefen i Miljøstyrelsen sidder med i udvalg, der rådgiver Danmarks Naturfredningsforening (DN) i kommunikationsspørgsmål. Kommunikationschefen og DN’s præsident afviser begge, at der skulle være en interessemæssig konflikt.
Per Meilstrup afviser desuden, at han nogensinde har rådgivet Danmarks Naturfredningsforening (DN) i kommunikationsstrategiske spørgsmål. Han afviser ligeledes, at der skulle være en interessemæssig konflikt i, at han er kommunikationschef i Miljøstyrelsen – en styrelse DN har en åbenlys interesse i at påvirke – samtidig med at han fungerer som kommunikationsrådgiver for foreningen.
Ordet, rådgiver, der ifølge Politikens Nudansk Ordbog dækker over betegnelsen på en person som er specialist og giver råd inden for et nærmere afgrænset område, vil Per Meilstrup heller ikke have hæftet på sig i denne sammenhæng.
- Jeg sidder med i en ERFA-gruppe, hvor vi blandt andet drøfter DN’s blad, »Natur og Miljø«, og foreningens hjemmeside. Jeg har vel været med til 3-4 møder i DN-udvalget, og det er et helt personligt hverv, som intet har med mit nuværende arbejde at gøre. Og det har intet på sig, at jeg skulle rådgive om mediestrategiske spørgsmål.
- Det kender jeg ikke noget til. Det er helt absurd og må stå for DN’s egen regning, fastslår Per Meilstrup, der kom med i DN’s kommunikationsudvalg i 1999, da han var ansat hos DSB og var redaktør på bladet Ud & Se. Siden har han været ansat i Frederiksborg Amt, og nu er han altså chef for Miljøstyrelsens kommunikationsafdeling. - Ved du hvad, forklarer han videre, vi er nogle stykker, der mødes med DN’s folk over en kop kaffe og en økologisk sodavand. Og så udveksler vi nogle erfaringer. Det hører med til at være professionel i den her branche. Længere er den ikke.
Også Naturfredningsforeningens præsident, Poul Henrik Harritz, finder det naturligt, at Miljøstyrelsens kommunikationschef fungerer som kommunikationsrådgiver for foreningen. Alligevel er der ændringer på vej, fortæller han. - Vi nedlægger nu kommunikationsudvalget, og så relancerer vi det i den form, det har arbejdet under i de senere år. Men det er en beslutning, vi tog for mere end en måned siden, og som nu effektueres efter Effektivt Landbrugs henvendelse. Der har blot været så meget andet vigtigere, vi skulle lave, og derfor har vi ikke fået det gjort.
- Selvfølgelig har vi også fjernet de tekster på vores hjemmeside, som fortalte, at kommunikationsudvalget skal rådgive om kommunikationsstrategier. Det er nemlig ikke det, der foregår i virkeligheden, siger Poul Henrik Harritz, og fortsætter:
- Det er uheldigt, at der har stået det, der har. Det skyldes, at vi blot overførte al gammel tekst, da vi relancerede hjemmesiden. I har gjort os opmærksom på fejlen. Men jeg kan garantere, at der ikke bliver truffet nogen som helst beslutninger på møderne i kommunikationsudvalget. Det eneste, vi laver i udvalget, er at udveksle erfaringer – fuldstændig som i en ERFA-gruppe af landmænd. Og vi påvirker absolut ikke Miljøstyrelsen den vej rundt, det kan jeg forsikre.
- Til det første vil jeg svare, at jeg ikke var klar over, at medlemmerne ikke kunne findes på vores i øvrigt meget åbne hjemmeside. Det har jeg fået rettet efter at have fået kontrolleret, at ingen af medlemmerne har noget imod det. Men som jeg også har forklaret, hænger det hele i virkelighedens verden helt anderledes sammen. Angående Miljøstyrelsens kommunikationschefs rolle vil jeg sige, at jeg ikke ser nogen som helst konflikt i det, han laver.
-Nej, ikke hvis han blot deltog i diskussioner omkring et blad og en hjemmeside, sådan som han gør hos os, slutter Poul Henrik Harritz.
Kommunikationsudvalget har til opgave at rådgive forretningsudvalget om kommunikationsfaglige aspekter af foreningens kommunikation, herunder foreningens kommunikationsstrategier.
Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, er rystet over at erfare, at kommunikationschefen i Miljøstyrelsen, Per Meilstrup, sidder i Danmarks Naturfredningsforenings kommunikationsudvalg. - Det virker sammenspist, og det skader såvel Miljøstyrelsens som Naturfredningsforeningens troværdighed. Det er ganske enkelt stærkt betænkeligt, siger Peter Gæmelke i en kommentar til Effektivt Landbrug.
- Det er jo, fortsætter han, helt, helt afgørende, at Miljøstyrelsen er uafhængig – og det samme skal man kunne forlange af styrelsens chefer. Derfor kan styrelsen selvsagt ikke have en kommunikationschef, der sidder i DN’s kommunikationsudvalg.
- Når man har topposter, er det ikke ligegyldigt, hvad man laver som privatperson. Det ved jeg om nogen, pointerer Gæmelke.
Formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, Eyvind Vesselbo (V), understreger, at enhver dansker har en grundlovssikret ret til at lave foreningsarbejde. - Det her handler ikke om at forbyde folk noget som helst. Det handler om, at Miljøstyrelsens kommunikationschef bringer sig selv i en position, hvor han er sårbar. For hvordan kan han på Miljøstyrelsens vegne udtale sig troværdigt i miljøspørgsmål, når han figurerer på en liste over medlemmer i DN’s kommunikationsudvalg?
- Det er jo det, der er hans problem. Frem over kan der jo være politikere, som vil sige, at de ikke stoler på, at de informationer, informationschefen kommer med, er troværdige. Simpelthen fordi han har den tilknytning til Naturfredningsforeningen, han har.
- Derfor synes jeg klart, han burde overveje sin situation i DN’s kommunikationsudvalg. Og jeg kan forstå, at han ikke tillægger arbejdet stor værdi, hvorfor han let skulle kunne træde ud af udvalget, pointerer Eyvind Vesselbo.
Danske Svineproducenters formand, Per Bach Laursen, kalder det grotesk, at Miljøministeriets informationschef sidder i Naturfredningsforeningens kommunikationsudvalg. Og han mener, det bør få konsekvenser. - Han kan simpelthen ikke sidde med i det udvalg. Juridisk er der måske ikke noget at komme efter, men han overtræder da alle moralske og etiske regler. Sådan en mand burde være for klog til at lave sådan noget, for det vækker absolut ikke tillid, siger Per Bach Laursen.




































