Man tror, det er løgn: Årets angreb af coloradobiller i Sønderjylland er konstateret på forsøgsstationen i Jyndevad og hos stationenens nabo, gårdejer Leo Paulsen. Forsøgssstationen melder om masseangreb af de frygtede kartoffelbiller.

Leo Paulsen var klar til at sætte ind, så snart de frygtede biller var fundet på hans ejendom, men regnbygerne, der trak hen over egnen, gjorde det svært at komme i gang med bekæmpelsen i sidste uge.

På Jyndevad Forsøgsstation kalder lederen, Ove Edlefsen, dette års angreb »massivt«. Så massivt, at han overvejer, om billerne har overvintret i jorden i Sønderjylland.

Normalt plejer coloradobiller i Danmark at være ført hertil med vinden fra Polen, hvor man ikke har bekæmpet dem lige så effektivt som i Danmark. Men et så massivt angreb som det, der nu er konstateret i Jyndevad-området, virker næsten for voldsomt til, at det kan skyldes enkelte vindbårne eksemplarer. Det tyder stærkt på, at nogle biller fra sidste års invasion har overlevet i den sønderjyske muld.

Hver for sig ser coloradobillerne nærmest harmløse ud, men de formerer sig så hurtigt, at de lige som vandregræshopper kan udløse hungersnød i kartoffelproducerende lande, hvis de ikke bliver effektivt kæmpet – i tide.