Fødevareministeren åbner Innovation Day på Bramstrup
(LANDBRUG FYN) Bramstrup Videncenter, Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab og Patriotisk Selskab indbyder til en spændende dag på Bramstrup ved Odense. Åbningstalen holdes af fødevareminister Mariann Fischer Boel.
- Strukturudvikling, østudvidelse, globalisering. Blot tre ord fra hverdagen, som viser, at vi lever i forandringens tid. For landmanden, konsulenten, forskeren, maskinfolk eller for den, der arbejder i fødevareindustrien, betyder forandringerne, at udvikling og fornyelse er et krav for at blive i branchen.
- For de professionelle mennesker, der er i branchen i dag, er et godt og inspirerende netværk et vigtigt værktøj til at skabe nytænkning og nyudvikling - til at skabe innovation. Derfor er spørgsmålet: - Hvordan skaber jeg innovative partnerskaber for min virksomhed?
Det siger ejeren af godset Bramstrup ved Nr. Lyndelse syd for Odense, Niels Langkilde. Og det er baggrunden for, at Bramstrup Videncenter, Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab og Patriotisk Selskab i fællesskab indbyder alle interesserede, som på den ene eller anden måde har interesse for eller tilknytning til landbrugserhvervet, til »Innovation Day« på Bramstrup, torsdag den 22. maj.
- Dagen er på én gang et kursus, en markvandring, en maskindemonstration, et seminar og et marked - udviklet for at den enkelte på én dag kan møde innovation, være med til selv at skabe innovation og danne vedvarende innovative netværk.
- »Open Space« er en mødeform, der fremmer innovative processer, og derfor er Open Space en grundlæggende del af Innovation Day, forklarer Niels Langkilde. Enhver kan sætte emner på dagsordenen, og deltagerne vælger selv, hvordan de vil disponere deres tid. Det giver mulighed for at skabe det netværk og søge den viden, den enkelte finder behov for.
De har desuden fået mulighed for at invitere nogle af de personer, de helst vil have med til Innovation Day, hvad enten disse personer er nøglemedarbejdere, vigtige kunder, udenlandske forretningsforbindelser eller for eksempel forskere.
- Metoden sikrer, at et personnetværk på et højt internationalt niveau vil være til stede på Innovation Day, siger Niels Langkilde. Arrangementet sætter fokus på den professionelle landmands dagligdag, og indtil nu er cirka halvdelen af de tilmeldte praktiske landmænd, mens de øvrige er konsulenter, maskinfolk, forskere, investorer, finansmedarbejdere, politikere, journalister med flere.
At arrangementet har vakt stor interesse i vide kredse, ses blandt andet af det faktum, at fødevareminister Mariann Fischer Boel har givet tilsagn om at holde åbningstalen. Derefter vil Gerard Muller fra Open Space Institute introducere mødemetoden og lægge op til, at deltagerne selv sammensætter dagsordenen for resten af arrangementet.
- Det første punkt på programmet efter åbning og introduktion hedder »Dannelse af dagsorden«. Det er en af grundtankerne i »Open Space« mødeformen, som der er gode erfaringer med mange steder fra. Det betyder, at enhver kan sætte emner på dagsordenen, som vedkommende er engageret i og føler ansvar for.
- Deltagerne vælger selv, hvordan de vil disponere deres tid. Det giver ulighed for at skabe det netværk og søge den viden, den enkelte har behov for. Man kan som deltager hele tiden være der, hvor det er mest spændende at være.
- I virkeligheden, fortsætter Niels Langkilde, er det noget af det mest respektfulde, man kan gøre over for de mennesker, der melder sig til, for så får de lige præcis den dagsorden, de gerne vil have.
- Diskussionsemnerne kan være alt muligt. For eksempel om fremtidens staldsystemer tegnes af super-bygningskonsulenter - eller af pressen og forbrugerne? Om reduceret jordbehandling er fremtidens dyrkningssystem - eller blot er noget, der kommer og går hvert 20. år? Om GMO bliver den helt store landvinding - eller om det helt store potentiale ligger i et GMO-frit landbrug? Og sådan kunne man blive ved.
- Mulighederne er utallige. Hvis man føler, at der er visse tabuemner inden for dansk landbrug, så skal man nok ikke dukke op. I hvert fald risikerer man så at få en hård dag, vurderer Niels Langkilde, der dog kan berolige med, at det i praksis viser sig, at diskussionerne foregår på en værdig måde.
- Jeg kan ikke se, at vi for øjeblikket kan lave så meget bevægelse, så meget nytænkning og udvikling på én dag på anden måde. Vi kan ikke levere noget, hvis værdi er så vedvarende, på anden måde. Eller få skabt så meget bevægelse mange år frem - på anden måde, fremhæver Niels Langkilde.
- Det handler ikke bare om, hvordan man får løst et problem hjemme på bedriften her og nu. Men om, hvordan man løser problemerne mange år frem. Og det
- Alle firmaerne er på en eller anden måde afhængige af, hvad landmændene tænker og tror. Men firmaerne skal også ses i en anden rolle. De bidrager til at give en boblende stemning af, hvad dygtig udvikling kan udrette, og at det er muligt at føre ideer ud i livet. Dermed giver de deltagerne den selvtillid, at de også tør tage emner op, som de måske ellers normalt ville holde for sig selv.
- Problemet er, at en masse - både i landbruget og i andre erhverv - ikke er der om ti år, hvis ikke de forstår at tilpasse sig. Det har man levet med i industrien i masser af år, men det gælder også i landbruget.
- Hvor mange skovbrugere anede for eksempel uråd, da Berlinmuren faldt? I dag er den typiske situation, at skovene er lukket ned. De giver ikke et udbytte, så det kan betale sig at gøre noget. Mange landmænd har oplevet den situation, at et hovedprodukt ved siden af landbruget har ændret sig - som om det var microchips, man producerede.