Næste gang landmændene slår vejen forbi den lokale maskinhandler, så kan der meget vel stå et nyt navn på facaden og måske endda en ny mand i forretningen. En bølge af opkøb og fusioner er på vej blandt maskinforretningerne.

- Udviklingen i branchen har længe haltet efter landbruget, men blandt maskinhandlerne er der er en stigende forståelse for, at de må forsøge at indhente strukturudviklingen i landbruget, siger Poul S. Kjærgaard, direktør i Dansk Maskinhandlerforening.

For tiden står han personligt for en del fortrolige kontakter mellem mulige købere og sælgere.

Blandt sælgerne drejer det sig både om ældre medlemmer, der overvejer at pensionere sig selv, og medlemmer der står midt i den erhvervsaktive alder og ønsker en ny karriere i anden branche.

- Nogle har ventet for længe, fordi de mentalt ikke har været klar til at træffe beslutningen, men med den nuværende udvikling er tiden en afgørende faktor, mener Poul S. Kjærgaard.

Enkelte sælgere vil gerne blive samme sted og fortsætte som ansatte afdelingsledere i deres gamle virksomhed.

Prisen er selvfølgelig vigtig, men uanset om sælgeren går på pension, skifter branche, eller fortsætter som afdelingsleder, er det er mindst ligeså afgørende for ham, at køberen er den rigtige, og at han respekterer den tillid som kunderne gennem mange år har opbygget til deres lokale maskinhandler. Et forhold der ellers mest er i køberens interesse.

- Den nye ejer skal sørge for, at markedsføringen er anstændig, og især skal de passe på med at påstå, at de er voldsomt anderledes, store, stærke og bedre. For hvis lokalsamfundet får indtryk af, at man ikke tager hensyn til den tidligere ejer og hans forhold til kunderne, ja så reagerer nogle af dem negativt og bliver væk fra forretningen. Det har ingen gevinst af, forklarer Poul S. Kjærgaard.

Nogle steder vil selve handlen dog blive flyttet helt væk, så det kun bliver et service- og kontaktpunkt, mens den mere specialiserede viden om enkelte mærker og maskintyper bliver flyttet til andre afdelinger. På den måde kan én forretning dække et stort geografisk område, der på grund af strukturudviklingen i landbruget alligevel ikke rummer flere landmænd end et mindre område gjorde for år tilbage.

- Den tid er forbi, hvor der ligger en smed på hvert gadehjørne, men oftest vil det alligevel være hurtigere at flytte montøren ud til maskinen, mener Poul S. Kjærgaard.

Udsigten til færre medlemmer af brancheforeningen generer ikke direktøren.

- Det vigtigste er, at de medlemmer, der er tilbage, har det godt, siger han.