I skyggen af nyt fængsel
(LANDBRUG SYD) Landmænd kæmpede lang kamp for ligebehandling i en opslidende sag om ekspropriation af jord og fik delvist ret, men ikke helt.
Landmændene har derimod følt sig direkte dårligt behandlet i processen. Fængselsvæsenet skelner åbenbart ifølge landmændene ikke skarpt mellem folk uden for murene og inden for.
- De er tilsyneladende meget præget af, at de er vant til at bestemme over andre, og at deres ord er lov, siger gdr. Chr. Haldrup.
Ud over straffen for at være tvunget til at afgive jord blev bønderne idømt en tidsubestemt straf, som foreløbigt har vist sig at vare godt og vel tre år. Sagen og måske især usikkerheden undervejs har slidt på de implicerede .
- Ja, det var nærmest chokerende, og udviklingen kom også bag på vores advokat. Ingen havde
forventet den vending. Forhandlerne havde kompetence til at tage stilling, hvilket var helt nyt. Hidtil havde vi forhandlet med ukompetente folk – og altid uden dagsorden, siger gdr. Otto Pedersen til Landbrug Syd.
Sagen startede også med et chok. For godt og vel tre år siden kunne landmændene læse i Horsens Folkeblad, at fængslet skulle ligge i Enner, og at myndighederne ville ekspropriere.
Sådan helt nøjagtigt, hvor meget jord Kriminalforsorgen skulle bruge, fik bønderne først endelig besked på for nyligt. Heldigvis blev det endelige arealkrav mindre end oprindeligt forventet - specielt zonen uden for fængselsmuren.
- Den her sag har krævet et godt ægteskab at komme igennem. Vi har været under hårdt pres og
er indkaldt til møder uden dagsorden. Efterfølgende har vi ikke engang fået et referat af møderne, siger gdr. Otto Pedersen og sender en venlig tanke til konen, Karen Pedersen – i baggrunden.
- Allermest inkompetent har Jordfordelingskontoret i Tønder været. Jeg bliver nødt til direkte at
advare andre landmænd mod at komme i kløerne på dem, tilføjer Otto Pedersen, som har fuldtidsjob ved siden at passe sin kødkvægsbesætning.
Gårdejer Chr. Haldrup bekræfter inkompetensen fra myndighedernes side:
- Forhandlingerne har været præget af uprofessionelle folk, som ikke vidste, hvad de havde med
at gøre. Ja, de har faktisk aldrig været her, selv om vi har inviteret dem herud – senest inden mødet tirsdag. Først forleden mødte vi folk, som havde sat sig ordentligt ind i sagen, siger Chr. Haldrup.
- Jeg fik ikke engang et tilbud fra Jordfordelingskontoret. Den anden nabo, som tilbød at sælge, fik hverken tilbud eller svar på sin henvendelse, siger Chr. Haldrup undrende.
Dele af gården Frodesdal kommer til at ligge inden for den 100 meter zone uden for fængselsmuren, som Kriminalforsorgen har forlangt. Det betyder indskrænkninger i råderetten og værdiforringelse af gården.
Netop prisen på disse direkte og mere indirekte virkninger af den nye nabo har været stridspunkter under forhandlingerne. Chr. Haldrup mener, at Kriminalforsorgen og offentlige myndigheder må lære at sende kompetente folk fra begyndelsen.
- De sendte sågar en penthausmægler fra Århus for at vurdere prisen. Han erkendte ikke at kende
noget til landbrug overhovedet. Den slags er meget belastende, tilføjer ejeren af Frodessdal.
Horsens er en driftig by, som køber jord op både vest og nord for byen. Lodsejere nord for Horsens by har fået en helt anden pris for afgive jord til det nye Danish Crown slagteri.
- Selv her inden for Tamdrup Sogn ville der have været en betydelig forskel, hvis vi blot accepterede tilbuddet fra Kriminalforsorgen, siger Chr. Haldrup.
Ifølge det lokale dagblad stod striden oprindeligt om ca. fire millioner kr. i direkte erstatning for de 65 ha. Kompromisset fra tirsdag er de fem landmænd enige om at holde for sig selv. En gårdejer havde på forhånd opgivet at deltage efter de mange forudgående, forgæves møder.
Otto Pedersen fastslår, at aftalen er udtryk for et kompromis. Udsigten til at videreføre sagen i retssalene og deponering af store pengebeløb uden sikkerhed for at få helt ret gjorde udslaget. De to gårdejere, som begge arbejder fuldtids uden for bedriften, glæder sig i øvrigt over det samarbejde og sammenhold, som gruppen af landmænd har haft.
Det oprindelige krav fra Kriminalforsorgen om en sikkerhedszone på 200 meter uden for muren med trådhegn yderst er stadig en del af lokalplanen. Hegnet skal i så fald holde nysgerrige væk.
- Men nu er der slået en streg, og vi skal videre med vores liv. Hvis der skal hegn omkring gården, og vi skal have låge sat i, ja, så er der tale om en helt ny sag, fastslår Chr. Haldrup tørt – måske galgenhumoristisk?
Chr. Haldrup og Otto Pedersen er i øvrigt taknemmelige over hjælpen fra det lokale folketingsmedlem, Irene Simonsen (V), og en positiv indgriben fra justitsminister Lene Espersen (K).





































