Peter Gæmelke præsident for COPA
Landbrugsraadets præsident står de næste to år stå i spidsen for EU’s godt 10 millioner landmænd.
Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke blev fredag valgt som præsident for COPA - de europæiske landmænds organisation - for perioden 2003-2005. Dermed vil Peter Gæmelke de næste to år stå i spidsen for EU’s godt 10 millioner landmænd - 6,7 millioner i det nuværende EU samt 3,8 millioner i de ti ansøgerlande, der ventes optaget den 1. maj 2004.
- Jeg glæder mig meget over valget, og jeg er en smule stolt over den tillidserklæring, mine europæiske landmandskolleger hermed har vist mig. Det er en tillid, som jeg vil gøre mit bedste for at leve op til, siger Peter Gæmelke.
- Jeg vil benytte mit valg til at fremme en konstruktiv dialog mellem europæiske landmænd og de europæiske beslutningstagere. Efter min mening er det den bedste måde at varetage de europæiske og danske landmænds interesser.
- Den europæiske landbrugsorganisation COPA er et mødested, hvor vi løbende diskuterer de overordnede rammer for landbrugsproduktionen i EU og søger at finde en måde at påvirke det politiske system, så vi kan sikre europæiske landmænds interesser. Som COPA-præsident vil jeg naturligvis kun kunne arbejde for det, jeg har bred opbakning til, men mine europæiske kolleger kender mine synspunkter. Det er positivt, at vi nu fra dansk side får større mulighed for at præge de europæiske holdninger på landbrugsområdet, siger Peter Gæmelke.
Som COPAs førstemand afløser Peter Gæmelke tyskeren Gerd Sonnleitner, der har været præsident siden 2001.
COPA - den europæiske landbrugsorganisation - har siden 1958 varetaget EU-landmændenes interesser over for EU’s politiske institutioner. Organisationen har sekretariat i Bruxelles og organiserer 27 landbrugsorganistaioner i de nuværende 15 EU-lande. Dertil kommer cirka 20 associerede organisationer i de 10 optagerlande. De associerede medlemsorganisationer bliver fuldgyldige medlemmer den 1. maj 2004.