- Borgerne kan ikke overskue konsekvenserne af de foreslåede løsninger for kloakering i det åbne land, og det tror jeg faktisk heller ikke politikerne kan.

Sådan mener Kirsten Juul Johansen, Stærmose i Tommerup Kommune.

Efter hendes opfattelse forfølger kommunerne nidkært, hvad amtet doserer i regionsplanen. Og måden virker som et overgreb på borgerne. Især når det offentliges informations- og oplysningspligt ikke sker i det omfang, som borgerne har behov for, før de kan tage stilling. Det skaber mange vrede og frustrerede borgere.

- Det opleves af mange som en kollektiv afstraffelse, hvor indgrebet ikke står mål med indsatsen.. En husstand kan risikere at skulle bruge mellem 50.000-100.000 kroner, og sådant et pålæg til virkelig mange ejendomme er vel et indgreb, som aldrig er oplevet tilsvarende her i landet, lyder det fra Kirsten Juul Johansen.

Sammen med ægtemanden, Ove Johansen, driver hun et deltidslandbrug med 20 malkekøer, men det er som medborger, at hun sammen med 85 personer har henvendt sig til kommunen om at få en bedre dialog omkring de påbud, der er udstedt.

Initiativgruppen foreslog, at alle investerede i en ny trekammertank. En optimal løsning for alt det grå spildevand. Samtidig skulle kommunen sammen med borgerne og bistået af en kyndig biolog forbedre vandføringsmulighederne i Stærmoseafløbet (dette afløb fører vandet til Borreby Møllebæk, som er tildelt målsætning om gyde- og opvækststed for ørredfisk, red.).

- Med spildevandsrensning alene kan man ikke opnå målsætningen i vandløb. De fysiske forhold skal også være i orden.

- Vores forslag vil for alle være en langt billigere løsning. Efter udsagnene fra amtets biologer vil der ganske vist kunne gå fire-fem år, inden et vedvarende resultat kan ses, men de år er der rigeligt brug for. Der kommer jo hele tiden nyt frem af både muligheder og teknikker, påpeger Kirsten Juul Johansen.

- Desværre fik vi ikke skabt dialogen, så det oprindelige står endnu ved magt. Men som borgere føler vi, at retssikkerheden mangler, og at dokumentationen for omfanget af forureningen i øvrigt mangler.

- Vi er endt med, at der i Odense og Tommerup Kommune er »restaureret« 5,1 km vandløb, som det vil tage adskillige år at få rettet op på. Vurderet i forhold til regionplan, påbud om øget spildevandsrensning og ikke mindst de, der allerede har investeret i nyt renseanlæg, må sådan en gerning anses som en forbrydelse, påstår Kirsten Juul Johansen. Nogen må have glemt at tale sammen, så både ørreder og landmænd kan være her.

Med hændelsen omkring vandløbet fristes spildevandsgruppen til at antage, at tidsrammen automatisk er forskudt med adskillige år, hvorfor grundlaget for det udstedte påbud ikke længere burde eksistere.

- Vandløb skal have det bedre, lyder det fra alle sider inklusiv miljøministeren. Det er vi i spildevandsgruppen meget enig i, men det er ikke just det, vi har oplevet, konstaterer talskvinden fra spildevandsgruppen i Stærmose.

- Miljøministeren har flere gange overfor kommunerne fremført, at meningen ikke er at opdatere samtlige renseanlæg på de enkelte husstande, men at vandløbenes kvalitet skal forbedres. Det er fair, for så tænkes der på alle aktører.

Efter hendes opfattelse er det ofte her, det går skævt, når kommunerne stringent følger planerne, og ikke følger borgernes ønsker og tanker om fornuftige løsninger. Borgernes miljørettigheder er forduftet.

- Det skulle ikke undre mig om den måde, det hele foregår på, er lovstridigt, og det minder mig om, at folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech ved flere lejligheder har udtalt: »Det er ulideligt, at Folketinget vedtager love, som ikke er gennemtænkte og uden kendskab til konsekvenserne, så borgerne tvinges ind i retssager«.

- Miljøet er en vigtig sag, så vi håber, at vi selv og andre sidestillede i landets kommuner kan få den nødvendige dialog med myndighederne. Lokalt er vi spændte på den aktuelle situation, men noterer med interesse, at der fra flere sider bliver vist stor interesse - men desværre også afmagt og forvirring - om emnet, slutter Kirsten Juul Johansen.