Dermed blev årets landbrugsmaskinmesse den hidtil bedst besøgte, idet der i premiereåret 1998 var omkring 17.500 besøgende, mens der for to år siden var godt 16.600 gæster.

John Arildsen, formand for LIB (Landbrugsmaskin-Importørernes Brancheforening af 1919), glæder sig over de flotte tal. Men han hæfter sig også ved, hvem det er, der er gået igennem indgangssluserne.

- Jeg har hørt fra andre udstillere, at det er de ”rigtige” mennesker, der er kommet. Og det er også min egen oplevelse, at det i vid udstrækning er brugere, beslutningstagere – i det hele taget relevante personer fra branchen – der er kommet her til Fredericia, vurderer John Arildsen, der er direktør for Valtra Danmark.

- På grund af regnen var testbanen lørdag godt mudret, men det gik endda, konstaterer projektlederen. Netop testarealerne var der så meget run på, at de flere end 70 traktorer, læssemaskiner og rendegravere, som publikum kunne afprøve i praksis, knap nok stod stille i de tre messedage.

Flotte stande

Også indenfor var der meget at se, gøre og høre for de besøgende:

- Jeg er imponeret over, så flotte standene generelt har været – der er virkelig blevet gjort noget ud af det, siger Jan Friche, direktør for Fredericia Messecenter. Han fortsætter:

- Med gennemførelsen af denne tredje LIB er det igen slået fast, at dansk landbrug tager godt imod frisk fornyelse, der er baseret på kvalitet og målrettethed.

- Landbrugets specialisering har for længst smittet af på landbrugets fagpresse. Og vi begynder nu at mærke, at denne udvikling også påvirker landbrugets messer, siger Jan Friche.