DM nærmer sig
36 pløjemestre fra hele landet dyster på Egeskovs jorde lørdag den 26. oktober. Samtidig afvikles nordisk mesterskab for juniorpløjere.
Det store stævne, der afholdes af Danmarks Landboungdom med Landboungdommen Fyn som praktisk arrangører, byder også på det nordiske mesterskab for juniorer. Otte unge pløjere fra Finland, Sverige, Norge og Danmark dyster i plovfurerne.
Udover de spændende konkurrencer, der starter kl. 9.00 om formiddagen med afslutning kl. 16.00, vil der være et væld af aktiviteter ved det store konkurrenceområde. Blandt andet forefindes en udstilling med traktorer, landbrugsmaskiner og -udstyr, samt off-road biler, plovkro og pløjning med heste.
Der ventes stor publikumstilstrømning fra hele landet til stævnet, hvor årets danske mestre kåres. Vinderne får samtidig billet til næste års VM i pløjning, som foregår i Canada.