To om en mejetærsker er optimalt
EN MEJETÆRSKER I STEDET FOR TO: To landmænd, der tilsammen skal have høstet imellem 500 og 600 hektar om året, købte sammen en nyere, brugt New Holland TF78 og solgte to mindre maskiner. - Samarbejdet giver andet en økonomiske fordele, siger de.
Det er ikke
Morten Rasmussen, »Esrogård« ved Skibby på Sjælland og Lars Foverskov, »Skovhøjgaard« på den nærliggende, lille ø, Orø i Isefjorden, købte forud for årets høst en to år gammel New Holland TF78 med 30 fods skærebord og en kapacitet på op til 350 tønder i timen, når det går bedst. I forvejen havde de hver især en noget mindre mejetærsker, som begge blev byttet væk.
Morten, der er 37 år, har en bedrift med 400 søer, hvorfra en del af grisene fedes op, plus et markbrug på cirka 260 hektar med korn og raps. Lars på 36 år har 200 malkekøer plus opdræt samt 350 søer, ligeledes med delvis opfedning samt et markbrug på cirka 410 hektar med 110 hektar grovfoder plus omkring 300 hektar raps og korn.
Inden Effektivt Landbrug mødte op hos Morten Rasmussen til en snak med de to, havde han siddet og lavet en liste over fordele og ulemper ved at gå sammen om en mejetærsker.
- Jeg synes faktisk, det er svært at komme i tanke om egentlige ulemper ved at gå sammen to mand om en mejetærsker. Men der er ingen tvivl om, at mange - måske især lidt ældre - landmænd holder sig tilbage fra denne type samarbejde, da de i mange tilfælde er meget skeptiske overfor tanken om at skulle afgive for meget »suverænitet«, siger Morten.
- Et andet forhold er, at vi kan udnytte TF78’eren fuldt ud med de 500-600 hektar, vi skal have høstet tilsammen. Kom der en tredje deltager med, ville det efter al sandsynlighed blive nødvendigt at investere i en mejetærsker nummer 2, som ikke ville kunne udnyttes så godt, og så går noget af gevinsten jo fløjten. Skulle der en tredje med, ville det nok kun kunne blive via en pasningsaftale, så vi stadig kun er to, der skal være enige og deles om maskinen, siger de og fortsætter:
- Skulle der komme en vanskelig høstsæson som i 2001, så det kom til at knibe med at nå over det hele med den ene maskine, vi har, ville løsningen uden tvivl blive, at vi hyrer en maskinstation eller nabo til at høste det, vi ikke selv kan nå. Det ville aldrig kunne svare sig at skulle have en maskine nummer 2 til den slags situationer.
Lars peger på, at et samarbejde som dette som hovedregel nok vil kræve, at parterne er cirka lige gamle, så man har nogenlunde den samme holdning til tingene. Han mener også, at det er bedst, at begge parter enten også har husdyr ved siden af, eller at begge er rene planteavlere. Hvis den ene er ren planteavler, og den anden har husdyr ved siden af, kan det måske være svært for planteavleren at skulle tage særlige hensyn til partneren, som jo har en arbejdsrytme med dyrene, der skal tages hensyn til - også i høstens tid.
Der er 8-9 kilometer imellem de to bedrifter, og når den store mejetærsker skal køres fra det ene sted til det andet, går turen via den lille færge imellem Hammer Bakke og Orø, der sejler hvert 20. minut.
Arbejdet i høst blev planlagt i store tids-blokke, så mejetærskeren var det enkelte sted så længe som muligt, så det er kun ganske få gange, den har måttet tage turen imellem de to bedrifter, der blandt andet også arbejder sammen om en mobil tørrevogn og en stor, transportabel kornsnegl. Hos Morten blev der således høstet ikke mindre end 200 hektar på fem lange høstdage i rap.
Når der høstes, hjælper man også hinanden med at køre korn fra. Det gør det muligt at udnytte såvel TF78’erens meget store kapacitet som mandskabet på de to bedrifter optimalt. Dette, at høsten klares med én meget stor mejetærsker i stedet for to noget mindre, betyder, at der spares en mand til at køre med mejetærsker.
- Når vi er to om en mejetærsker, har vi bedre mulighed for at køre med nye og mere moderne maskiner, så vi altid er godt kørende. Ved at udnytte maskinen fuldt ud får vi også reduceret afskrivningen pr. høstet hektar.
Desuden opnår vi mere fleksibilitet i arbejdet, og vi kommer helt automatisk til at bruge hinanden som faglige sparringspartnere, siger Lars Foverskov, Orø i Isefjorden, og Morten Rasmussen, Skibby på Sjælland.
De har tilsammen imellem 500 og 600 hektar, der skal høstes om året og købte sammen en to år gammel New Holland TF78 til dette års høst.
- For både os selv og vore medarbejdere giver samarbejdet også noget rent socialt, som absolut ikke skal overses eller undervurderes. Det er da meget sjovt for os alle sammen engang imellem at komme ud på nogle andre marker end lige vore egne, siger Lars og Morten.
De har ikke nedfældet noget på papir om samarbejdet, men overvejer dog at gøre det.
- Vi deler alle omkostninger til eksempelvis brændstof, vedligeholdelse, forsikringer, afskrivninger samt tørring imellem os og går ikke så højt op i, om mejetærskeren har taget lidt flere hektar det ene sted end det andet. Mejetærskeren afleveres altid til den anden med fyldt brændstoftank, fortæller de.
- Vi har krydsforsikret hinanden, således at hvis en af os skulle falde bort, får den anden udbetalt den sum, der skal til for at købe afdødes halvpart. Hvis vi et af stederne kommer til at kvaje os og laver en stor skade på maskinen, som oplagt kunne være undgået, dækker skadevolderens forsikring, som den anden part holdes skadesløs.
Morten og Lars vil ikke afvise, at når mejetærskeren på et tidspunkt skal skiftes ud, kunne der ligge visse fordele i at finansiere den nye maskine via en leasingaftale, hvor omkostningerne ligger helt fast i for eksempel en femårig periode. Til gengæld peger de på, at en investering i en ny, stor mejetærsker i dag er så stor, at man ved at købe den på traditionel vis kan skubbe afskrivningerne lidt frem og tilbage imellem de enkelte år, alt efter hvordan indtjeningen på bedriften ser ud.