Dansk, tysk, fransk duel i såning
Hvordan opnår man den bedste græssåning, og er der forskel på de enkelte producenters såmaskiner? Svaret kommer måske allerede i begyndelsen af oktober hvor de første resultater af et forsøg arrangeret af Frøavlerforeningen Syd vil være klar - et større frøforsøg, der blev skudt i gang forleden.
Stedet er en mark ved Egtved. For enden står deltagerne klar til med såmaskinerne. Udfordrerne er den danske producent af landbrugsmaskiner, Fiona, der skal konkurrere om den bedste såning med såmaskiner fra tyske Amazone og franske Kuhn. Som rosinen i pølseenden står Frøavlerforeningen Syds egen 25 år gamle Nordsteen såmaskine. Spørgsmålet er nu, hvis udlægningsmetode af de fire, der er bedst og som giver den bedste fremspiring.
- Det specielle ved det her forsøg er at vi følger det fra frøene sås og hen til maj næste år, hvor vi kan se resultatet. De fleste andre forsøg laves på én dag, hvor man blot ser på selve såningen. Normalt bruges der golde frø til forsøg, men ved dette forsøg benytter vi frøgræs med spiredygtige frø, fortæller formand for Frøavlerforeningen Syd, Andreas Elkjær, der allerede i begyndelsen af oktober vil stå i spidsen for første evaluering af forsøget med blandt andet rajgræs, i forbindelse med en markvandring på forsøgsmarken.
- Langt de fleste landbrugsmaskiner i på det danske marked er efterhånden udenlandske. Og de er ikke altid tilpasset danske forhold, og det er ofte svært for os at få producenterne i tale, hvis man ønsker ændringer, forklarer Andreas Elkjær, der dog samtidig erkender, at det er svært at lave en maskine der kan det hele.
Selve forsøget med såning med forskellige såmaskiner skal som sagt følges frem til maj 2003, og til den tid vil det vise sig om landmanden har fordel af at gå ud og investere mange tusinde kroner i såudstyr, eller om han i virkeligheden kan klare sig med en 25 år gammel gennemprøvet såmaskine, der i øvrigt ifølge Frøavlerforeningen er blevet indkøbt for bare 8000 kroner.
At forsøget kommer nu skal, ifølge Andreas Elkjær, ses i lyset af, at der er er et boom i vente for den danske frøproduktion, der i forvejen er verdens største.










































