Udlicitering af produktionen af kælvekvier har i dag kun en meget beskeden udbredelse i kvægbruget. Men der er, ifølge Rasmus Andersen, projektleder ved Produktionsøkonomigruppen Kvæg på Landbrugets Rådgivningscenter, en stigende interesse for modellen, og han er ikke i tvivl om, at den vil blive meget udbredt i fremtiden.

- For en række mælkeproducenter vil der være indlysende fordele ved at udlicitere produktionen af kælvekvier - såvel arbejdsmæssigt som økonomisk, fastslår Rasmus Andersen.

- For det første falder fremgangsmåden helt i tråd med tidens trend for specialisering, idet mælkeproducenten helt kan koncentrere sig om sine køer og mælkeproduktionen, mens kvieproducenten koncentrerer sig om hundyropdrættet. For det andet kan en udlicitering af kvieproduktionen være med til at løse eventuelle harmoni-problemer på mælkeproducentens bedrift, idet kvierne jo flyttes til en anden ejendom og måske giver plads til flere køer, forklarer han og føjer til:

- Men fremgangsmåden rummer selvfølgelig også visse risici og ulemper, understreger Rasmus Andersen og forklarer videre:

- For eksempel kan der være tale om en smitterisiko, hvis kvieproducenten modtager dyr fra flere besætninger. Han er kontraktligt forpligtet over for mælkeproducenten og kan således ikke gå hen og sælge sin ejendom fra den ene dag til den anden - han må leve med et vist opsigelsesvarsel. Der kan også ske det, at kvieproducenten optimerer produktionen ensidigt til fordel for sig selv - i modstrid med mælkeproducentens interesser, så et godt naboskab eller venskab risikerer at ryge.

Der er tre overordnede samarbejdsmodeller at vælge imellem.

Den ene model minder om multi-site indenfor svineproduktion. Den bygger på, at dyrene fortsat ejes af mælkeproducenten, der således på sædvanlig vis afholder alle udgifter og betaler løn og husleje til for eksempel en ældre landmand eller en deltidslandmand på en anden ejendom i nærheden.

I den anden model køber kvieproducenten de spæde kviekalve og sælger dem tilbage til mælkeproducenten som kælvekvier - begge dele til en aftalt fast pris, da det er dyrere at opdrætte kvier end markedsprisen antyder på grund af overskuddet af kælvekvier i Danmark.

Prisen kan naturligvis reguleres med jævne mellemrum. Her afholder kvieproducenten alle udgifter og har det fulde ansvar for kvierne. Og han må eksempelvis kalkulere med risikoen for, at der kan dø et dyr engang imellem. Når kvierne sælges tilbage til mælkeproducenten, kan det også aftales, at prisen skal reguleres efter kviernes vægt og kvalitet - og at begge parter skal have mulighed for at afvise dårlige og syge dyr.

- Den tredje model består i, at de to parter danner et fællesejet I/S, som lejer sig ind i staldbygningerne på den anden ejendom og udbetaler løn for pasningen til den ene eller begge de involverede parter, eller eventuelt til tredjeperson, forklarer Rasmus Andersen.