Udvidede kapaciteten med stålsilo nummer tre
Med den seneste silo, der rummer 11.000 hektokilo korn, er investeringen i kornopbevaring hos fynsk svineproducent under 50 kroner pr. hektokilo inklusive tømme- og fyldesnegle.
Den første portion på op mod 9.000 hektokilo hvede er nu nedtørret fra et gennemsnitligt vandindhold på 17 procent i den tre år gamle stålpladesilo hos Steen Rasmussen ved Otterup på Fyn.
- Derfor fylder vi det tørre korn over i den næste silo, hvor kornet ikke kan tørres men kun beluftes, siger han.
Den nordfynske svineproducent er, til trods for at han dyrker 420 hektar, nettokøber af korn. Han har 700 søer i stalden og smågrisene herfra feder han selv op. Desuden leverer Steen Rasmussen 600.000 slagtekyllinger årligt.
- Med den nyeste silo, der rummer 11.000 hektokilo korn, er investeringen i kornopbevaring under 50 kroner pr. hektokilo inklusive tømme- og fyldesnegle.
Med yderligere en stålsilo, der står på en anden gård, kan Steen Rasmussen nu opbevare cirka 30.000 tønder korn.
- Vi måtte flytte brænderen lidt væk fra blæserens luftindtag for at få det til at fungere. Men nu fungerer det udmærket, siger Steen Rasmussen.
Omrøreren kører hele tiden rundt inde i siloen. Derved blandes og udlignes vandprocenten mellem det mest nedtørrede korn i bunden af siloen med kornet højere oppe, som har en højere vandprocent.
- Det fungerer rigtigt fint, og selv om vi ikke blander foderet selv, har vi da overvejelser om at kunne lave vort eget foder ved at lave en passende blanding af kornarter i siloen, forklarer han.
Indtil videre bytter den nordfynske svineproducent og planteavler sit korn med fabriksfremstillet færdigfoder fra foderstofleverandøren.
- Vi har arbejdet lidt på at få det til at fungere helt optimalt. Det har været nødvendigt at have vaterpasset med herop for at få det hele justeret præcist. En elmotor driver fordeleren og skal naturligvis sørge for at kornet fordeles helt jævnt rundt i hele siloen.
- Ellers er stålsiloerne meget nemme at have med at gøre, siger Steen Rasmussen, mens han gør klar til endnu en høstdag.