De danske fiskere står i dag sammen i tykt og tyndt udadtil i Danmarks Fiskeriforening. Men sådan har det langt fra altid været. Ligesom i landbruget har fiskerierhvervets interesser været varetaget af to foreninger op gennem det meste af sidste århundrede.

Fra 1934 og 60 år frem var fiskerne således splittet i Dansk Fiskeriforening, der typisk repræsenterede fjordfiskerne, og i Danmarks Havfiskeriforening, der primært var de store vestkystfiskeres talerør.

Fiskernes husmænd var firkantet sagt de mindre konsumfiskere fra de indre farvande. De store industrifiskere på den jyske vestkyst kunne man derimod sammenligne med medlemmerne af Landboforeningerne.

Men splittelsen havde sine omkostninger. I branchen følte man, at myndighederne spillede fiskerne ud mod hinanden. Ofte endte forhandlinger med statsmagten med, at fiskerne sad og diskuterede med hinanden i stedet for med myndighederne.

Dette var ikke holdbart i længden, vurderede man i de to foreninger. Og i 1992 blev de første frugtbare drøftelser omkring en foreningssammenlægning ført. Drøftelserne stod på i halvandet års tid, før et endegyldigt resultat var nået.

Man fortsatte med at have to kontorer – et tæt på myndighederne i København og et i Esbjerg - tæt på de store fiskeflåder på vestkysten. Begge kontorer eksisterer fortsat, om end det har givet anledning til megen debat blandt medlemmerne, at der skal drives to kontorer.

Fiskerne lagde i øvrigt fra land med at lægge begge foreningers hovedbestyrelser sammen til én, stor bestyrelse. Det viste sig dog hurtigt, at der var for mange kokke i kabyssen, og siden er bestyrelsen reduceret to gange og består i dag af 15 personer.

I dag fisker de mindre fjordfiskere således blot cirka 10 procent af den mængde fisk, der årligt hives op af havet i og omkring Danmark. Og da der skulle vælges formand til den nye fusionsforening, var fjordfiskerne i mindretal såvel produktions- som medlemsmæssigt. Alligevel formåede lillebroderen, Dansk Fiskeriforening, at få sin formand, Bent Rulle, valgt som fusionsforeningens formand ved sammenlægningen i 1994. Dengang vandt han et kampvalg med vestkystfiskernes repræsentant Kent Kirk.

Hårdnakkede rygter i branchen går i øvrigt på, at formændene fra begge foreninger oprindeligt var modstandere af en fusion, og at det var medlemmerne, der pressede en fusion igennem.

Bent Rulle sidder i øvrigt fortsat i formandsstolen for Danmarks Fiskeriforening, som har cirka 3.500 medlemmer i dag.

Fiskernes sekretariat består af en række fagmedarbejdere med hver deres speciale indenfor den brede vifte af emner, der vedrører fiskeriet. Det gælder f.eks. biologi, økonomi, regulering, tekniske spørgsmål, uddannelse osv.

Danmarks Fiskeriforening råder over 36 ansatte, heraf 7 på Fiskeri Tidende, der udkommer hver uge

ville ikke være i forening med de store fra Danmarks Havfiskeriforening, da foreningerne blev lagt sammen til Danmarks Fiskeriforening i 1994.

Utilfredsheden resulterede i, at 20 skippere med mindre fartøjer stiftede Dansk Konsumfiskerforening. Foreningen faldt dog hurtigt fra hinanden, og efter et par år var alle samlet i fællesskabet under Danmarks Fiskeriforening.

Jacob C. Krogsgaard er redaktør på medlemsbladet Fiskeri Tidende, og har fuldt

udviklingen i fiskeriet på tæt hold før, under og efter foreningssammenlægningen. I dag er han ikke i tvivl om, hvordan flertallet af fiskere ser tilbage på sammenlægningen:

- To fjender blev lagt sammen. Ingen tvivl om det. Indbyrdes var man uenige om stort set alt. Vi havde såmænd også to medlemsblade, og her var redaktørerne ligeledes rygende uenige, husker han med et smil.

- Men, fortsætter han, i længden kunne fiskerne ikke leve med at blive spillet ud mod hinanden af myndighederne. I dag tror jeg de fleste fiskere konkludere, at sammenlægningen har været en fordel for fiskeriet som helhed. Nu tales der med én stemme – selvom der fortsat kan være interne uenigheder. Men da foreningen først var en realitet, og formanden valgt, var det som om, man slog en streg i sandet og bakkede op om den nye, fælles forening.

- I begyndelsen frygtede de små godt nok, at de store nu kom og trumfede deres ideer igennem. Omvendt frygtede de store, at de små ville sætte sig på det hele. Helt så galt er det ikke gået, og jeg tror man kan sige, at store såvel som små i dag er lige tilfredse eller utilfredse, om man vil.

- Det er selvsagt nemmere at argumentere for sin sag i medierne, når man taler med én stemme. Tidligere skulle aviserne jo forklare sine læsere, at en gruppe fiskere mente et, mens en anden gruppe fiskere mente noget andet. Nu siger fiskerne et, og så kan det da godt være, man interne tager slagsmålene.

- Men de to fjender, som gik sammen i 1994, står uden tvivl stærkere samlet i dag, end de gjorde, da de var splittet. Så for fiskerne har foreningssammenlægningen været en fordel på godt og ondt. Det er alle vist alligevel enige om i dag, slutter Jacob C. Krogsgaard.

- Fiskerne står i en bedre situation i dag end før fusionen. Jeg skal dog ikke gøre mig klog på, om landbruget har et bedre udgangspunkt for en fusion i dag, end fiskerne havde dengang. Men man kan i hvert fald konstatere, at landbruget har hele andelsstrukturen at være fælles om. Det har og havde fiskerne ikke. De er i langt højere grad hinandens konkurrenter, påpeger Jens Henrik Møller.

Trods sammenlægningen kan bølgerne dog fortsat gå højt blandt fiskerne, forlyder det i branchen.

En håndfuld skippere fra de suverænt største fiskefartøjer herhjemme føler således ikke altid, at deres interesser bliver varetaget tilfredsstillende i en fiskeriforening, hvor der også er mange medlemmer, som blot fisker fra en simpel jolle. Men indtil videre er det lykkedes formand Bent Rulle at holde sammen på mandskabet.