Ny traktorserie i komfortklassen

Vil man byde sin medpassager på et glas afkølet fransk hvidvin, kan det også lade sig gøre i Renault’s nye Ares-serie med airkonditioneret kabine.

Hos Dansk-Fransk Maskinimport ved havnen i Hobro kunne frimaets salgschef Jens Bjørn Schmidt forleden åbne pakhusporten for landets første eksemplarer den nye Ares serie af Renault traktorer.

Betragter man umiddelbart det overordnede design, er der en påfaldende lighed med den hidtidige Ares modelrække. Men ved nærmere eftersyn viser der sig en række markante ændringer, ikke mindst når det gælder den bekvemmelighed, der tilsmiles traktorføreren, når han skal passe sit arbejde.

- Der er tale om anden generation af Ares traktorerne og de kan opdeles som en 500-serie med 100-110 hk, en 600-serie med 110-130 hk og en 800-serie med 156-194 hk, forklarer Jens Bjørn Schmidt.

Støj og vibrationer er effektivt elimineret, fordi hele førerkabinen er ophængt i et selvstændigt affjedringssystem.

Vil man byde sin medpassager på det dertil indrettede passagersæde på et glas afkølet fransk hvidvin, kan det også lade sig gøre i den airconditionerede kabine. Et lille køleskab rummer netop plads til en stor flaske vin eller, måske mere sandsynligt, traktorførerens dagsration af rugbrødsklemmer.

En anden mulighed er, for eksempel ved tunge opgaver i marken, at aktivere den knap, der hele tiden vælger det gear, der giver det største moment.

I alt er der 32 gear frem og tilbage, som er opdelt i fire køregear, to gruppegear og fire el-gear. Alt sammen styres via drivetronic, som elektronisk styrer transmissionen. Også vendegearet er koblingsfrit.

Denne ekstra komfortfacilitet, samt en række andre muligheder som frontlift, elektronisk liftbetjening med radar, luftbremseanlæg og meget mere kan findes prissat til mindste detalje på Dansk-Fransk Maskinimport’s hudløst ærlige hjemmeside www.renault-agri.dk.

På hjemmesiden findes også en beregningsmodel, hvor man, efter at have sammensat sit udstyrsprogram til en skræddersyet Renault-traktor, kan se, hvordan det hele kan finansieres og til hvilken ydelse.

- Modsat en række andre mærker, er vi åbne overfor, at vore forhandlere også forhandler andre traktormærker, siger Jens Bjørn Schmidt.

- Vi tror på Renault traktorernes fremtid, også i Danmark. Og findes der nogle landmænd, der hellere vil have et andet fabrikat, vil de jo alligevel finde hen, hvor de kan få den leveret.

- Jeg har faktisk heller ikke indtryk af, at det er et problem for vore forhandlere at have flere traktormærker, siger Jens Bjørn Schmidt.

Læs også