IBR-smitten kostede landbruget millioner
De tre ramte ejendomme har haft et samlet driftstab på cirka 1,33 millioner kroner.
Selv om de tre IBR-smittede besætninger blev sendt til slagtning, har forårets mini-epidemi alligevel været landbruget en dyr sag. De tre ramte besætninger har haft et samlet driftstab på cirka 1,3 million kroner, oplyser Mejeribrugets kontor i Århus, og brutto løber udgifterne på grund af IBR-truslen formentlig op i 5,8 millioner kr.
Det er cirka-beløb, og der kan løbe lidt på endnu, før årets tab på IBR kan gøres helt nøjagtigt op.
Driftstabene for de tre syd- og sønderjyske landmænd, hvis besætninger blev ramt af smitten, var henholdsvis 370.000 kr., 608.00 kr. og 353.000 kr. Men de kolde, kontante tal siger ikke noget om, hvad det har kostet de tre landmænd i stress og sorg over, at de højtydende besætninger, de havde oparbejdet gennem årene, brat måtte sendes til slagtning.
Den gode nyhed er, at resultatet af de sidste IBR-prøver foreløbig har vist sig at være negative, oplyser regionschef Arne Skjoldborg, Fødevareregion Sønderjylland. Der mangler endnu resultatet af nogle enkelte prøver, men formentlig er faren drevet over for denne gang, fordi vi nu er så langt henne på foråret, at IBR-virus ikke længere smitter så nemt. Den tåler ikke så godt varme.