Chooga chak, chooga chak, chooga chak.

Med samme usvigelige sikkerhed som en rytmeboks pulser mælken fra nummer 320. Pattekoppernes vakuum suger liter efter liter af den hvide væske fra den sortbrogede ko, mens hendes ejer, Lars Knudsen, vasker patterne på nabokoen, så hun er klar til malkning. En ko lidt længere nede i rækken får noget foder galt i halsen og hoster, så yveret gynger.

Med halvtlukkede øjne æder nummer 320 uanfægtet videre af sin aftensmad, som består af kraftfoder, prima byghalm og 12 kilogram hakkede roer.

Sådan er det hver aften og hver morgen. Nummer 320 æder, og Lars Knudsen malker. Han er tredje generation, der siden 1905 har forpagtet præstegården på øen Endelave i Kattegat, og driver en mælkeproduktion på den.

Alt tyder på, at han også bliver den sidste.

Hvis Lars Knudsen selv skal betale for at fragte mælken fra sine køer til fastlandet, har han ikke råd til at være mælkeproducent. Vejle Amt og Horsens Kommune har ellers siden 1986 bidraget med et årligt tilskud til drift af en køletankvogn. Så kan øens tre mælkeproducenter med deres tilsammen 93 køer få kørt mælken til Barrit Mejeri på fastlandet.

Men ifølge EU-regler er det særlige tilskud konkurrenceforvridende og skal falde bort.

Lars Knudsen har malket sine køer to gange om dagen hver dag hele året rundt siden april 1980, da han som 25-årig landmand overtog forpagtningen af præstegården. I starten leverede han mælk til Endelave Mejeri. Det lille ø-mejeri bestod af 26 andelshavere og lavede sin egen ost. Men allerede seks år senere var der kun 12 mælkeproducenter tilbage, og mejeriet faldt i fallittens afgrund med en gæld på 1,5 million kroner.

De mejeriløse landmænd, som hæftede for gælden, måtte finde et andet sted at komme af med deres mælk. Den eneste mulighed var på fastlandet.

Bumpf. Færgen fra Endelave glider i havn ved Snaptun sydøst for Horsens. Gummistolperne på kajen banger imod båden. Mælkebilen triller af færgen, som den gør hver mandag eftermiddag, torsdag morgen og lørdag morgen. Inde i den skinnende, afkølede rustfri tank skvulper omkring 3800 liter mælk rundt – to dages produktion fra øens køer.

Chaufføren Arne Krogh har ansvaret for de dyrebare, hvide dråber. Amtets og kommunens tilskud på tilsammen 346.000 kroner dækker udgifterne til bilens brændstof og vedligeholdelse og sørger for, at han tjener en fuldtidsløn for at ledsage mælken til Barrit Mejeri.

Fordelt på alle øens køer er udgiften 3720 kroner pr. ko – eller omkring 50 øre pr. liter mælk. Hvis Lars Knudsen selv skal betale sin del af transporten, vil hans årsindtægt fra konummer 320 og hendes medsøskende falde fra cirka 250.000 kroner til omkring 112.000 kroner.

Det kan han ikke leve af.

Mælkevognens chauffør bijobber som øens ambulancefører. Øens to andre mælkeproducenter arbejder som dyrlæge, besøgsbondegård, gårdbutik, svinebesætning, kødkvægproducent og maskinstation.

Hvis Lars Knudsen selv skal bære udgiften for sin mælketransport, er der ikke længere råd til at malke køerne. Uden indtægten fra mælkeproduktion vil han flytte fra sine fødeø. Derved forsvinder øens største mælkeproducent og fodertransportøren medbringende kirkesangeren og deres tre poder - som udgør næsten en fjerdedel af øens skolesøgende børn Dyrlægen vil miste en af sine blot 15 landbrugskunder, og lægen vil miste fem af sine 170 klienter. Den økonomiske byrde til mælkebilen vil blive endnu tungere for de to tilbageværende mælkeproducenter.

Øens mælkeproduktion vil blive kvalt.

Når nummer 320 er færdigmalket og har ædt sin aftensration af halm, gør hun sig klar til en rolig nat. Hun knæler, smider sig sidelæns ned på den ene hofte og bøjer forbenene ind under sig. Neonlyset er slukket, dværghønsene har lukket øjnene, og 320 giver sig til at tygge drøv i staldens stilhed. Efter jul er det måske slut. Efter jul er det måske ikke længere hendes mælk, der køres til fastlandet, men hende selv, der køres til slagteriet.

Der kan måske gives dispensation. Det afgør jakkesættene i EU.