Rekordhøst
Trods de meget vanskelige betingelser i den sidste del af høsten tyder de foreløbige tal fra Danmarks Statistik på, at høsten 2001 sætter rekord.
Danmarks Statistik tager dog det forbehold, at de endelige tal vil være lavere, fordi landbrug med megen sen og/eller mislykket høst kan være underrepræsenterede i den foreløbige opgørelse.
Stigningen i kornhøsten skyldes først og fremmest et større areal, men også et lidt større udbytte per hektar. Vinterhvede gav 7580 kg per hektar mod 7510 kg i 2000. Hektarudbyttet af vårbyg faldt med 50 kg til 5280 kg per hektar.
Et mindre areal og mindre udbytte betyder, at rapshøsten blev 25 procent mindre end sidste år. Der blev høstet 217.000 ton.
Høsten af ærter og anden bælgsæd opgør DS til 118.000 ton, og det er 15 procent lavere end i fjor. Faldet skyldes også her en kombination af mindre areal og lavere udbytte.