Nye forhold for hestene
Allerupgaard Hestepension har fuldført første etape af en omfattende renovering af staldene
Umiddelbart før jul kunne Allerupgaard Hestepension i Allerup ved Odense præsentere 28 nye moderne hestebokse, indrettet i en af gårdens bestående længer, som tidligere rummede et antal 40 år gamle bokse.
Senere går man i gang med renovering af endnu en gammel stald, der får 15 bokse, så det samlede antal kommer op på 43. Det er tanken at holde en officiel indvielse, når hele projektet er færdigt engang til foråret.
Allerupgaards ridehus og hovedparten af boksene vil fortsat være lejet ud til Allerupgaard Rideklub. Gårdens ejer, Casper Rasmussen, er fra Nyborg, og han har haft heste i mange år. Han er udlært tømrer og driver stadig et lille tømrerfirma ved siden af hestepensionen.
Overholder hesteloven
Helt fra sine unge dage kom Casper Rasmussen meget på Allerupgaard og fik undervisning i at ride og arbejde med heste.
- Jeg og en kammerat, der er elektriker, hjalp ejeren, der var ungkarl, med mange ting. Da han døde i 1999, arvede vi Allerupgaard, og i 2001 købte jeg min kammerat ud.
- Dengang var staldene allerede ved at være slidte. Med baggrund i de nye regler i hesteloven om størrelse, loftshøjde m.m. for hestebokse har vi nu pillet den gamle indmad ud af den ene stald og har indrettet en helt moderne stald med 28 bokse. De nye bokse, som jeg selv har planlagt og tegnet, har forskellig størrelse - til både ponyer og store heste.
Moderne indretning
- Vi regner ikke med, at det bliver vanskeligt at få boksene udlejet, da vi er blandt de første, som er klar med indretning efter de nye regler i hesteloven.
- For ikke at ændre på bygningerne udvendigt, har jeg målt ud til de nye bokse fra de gamle vinduer, fortæller Casper Rasmussen. Hver af boksene har et vindue, der kan åbnes. Og der er indrettet et sadelrum med skabe til hver af rytterne.
Casper Rasmussen har selv to rideheste plus en plag og et par ponyer. Han er ivrig military-rytter på højt plan.
I kraft af en stor indsats af eget og frivilligt arbejde har investering i ombygning og indretning af nye bokse kunnet holdes på 1,8 millioner kroner.