Interessen for solenergi er stor, og der er også penge at hente for landmændene, hvis der investeres i solcelleanlæg. Det skyldes nye regler for afregning for el produceret fra solceller, men det er en god ide at komme i gang nu for at få den højeste pris for strømmen, mens den 10 år lange ordning kører.

- Landmændene skal helst i gang i år, og med de nye muligheder er der heller ingen tvivl om, at landmanden vil kunne tjene penge på det. Anlægget vil være tjent ind i løbet af 10 år.

Sådan lyder det fra konsulenterne Keld Taulbjerg og Sune Halberg fra Sønderjysk Landboforening forud for en konference om solcelleanlæg, foreningen afvikler torsdag 21. marts.

På konferencen vil Keld Taulbjerg og Sune Halberg fortælle om økonomien bag et solcelleanlæg og finansieringen og beregninger omkring det økonomiske.

Fra Syd Energi deltager Erik Østergaard Kristensen. Han fortæller om, hvordan energiselskabet aftager strømmen. Fra Bygningskontoret kommer teamchef Christian Schädler, mens chefen for teknisk forvaltning i Haderslev Kommune, Kjell Stochfisch, fortæller om lovgivningen om etableringen.

- Vi får også lavet en minimesse, hvor det bliver muligt at få en snak med solcelleformidlere og omkring muligheden for finansiering, fortæller Sune Hallberg.

Læs mere om arrangementet på www.slf.dk, hvor der også er mulighed for tilmelding.