Gratis kulegravning af årsager til aborter

Fødevarestyrelsen tilbyder, at man nu og i hele 2014 kan få undersøgt sine kvægaborter

Fødevarestyrelsen har besluttet at tilbyde gratis undersøgelser af årsager til aborter hos kvæg. Ordningen er netop trådt i kraft og fortsætter i hele 2014, meddeler Fødevarestyrelsen.

Bevæggrundene for initiativet er, at Videncentret for landbrug, Kvæg, rapporterer om omkring 700 aborter fra kvæg pr. måned, mens at der kun gennemføres mindre end 2 undersøgelser pr. måned af, hvad årsagerne til aborterne er.

Når Fødevarestyrelsen ønsker at få undersøgt årsagerne til flere af aborterne, så er det blandt andet for at være sikker på, at dansk kvæg stadig er fri for brucellose. Styrelsen ønsker også, via blodprøver fra moderdyret, at undersøge for BVD og bluetongue. Endelig vil styrelsen gerne kunne holde øje med, om der er nye og hidtil ukendte infektioner, der forekommer i abortmateriale fra danske kreaturer.

Flere undersøgelser kan købes

Fødevarestyrelsen betaler udgiften til en undersøgelsespakke for de nævnte sygdomme. Det vil sige udgifter til obduktion, non-specifik bakteriologisk og histologisk undersøgelse, samt undersøgelse for de tre anmeldepligtige sygdomme Brucellose, BVD og bluetongue.

Desuden kan de kvægproducenter, der benytter sig af ordningen, samtidig få undersøgt for andre sygdomme - så som Q-feber, Schmallenberg virus, Leptospira spp., Mycoplasma bovis - blot for egen regning.

Det er ens dyrlæge, der skal sørge for at indsende abortmateriale i form af hele fostre og placenta (moderkage, red.), samt blodprøve fra moderdyret til DTU Veterinærinstituttet.

Ordningen, som allerede er trådt i kraft, kommer til at løbe til udgangen af 2014.

I år kan materiale dog senest indsendes den 18. december af hensyn til jul og nytår. Og i 2014 kan der igen indsendes materiale fra den 2. januar.

Læs også