Minister: Miljølovgivning er alt for indviklet
Mange natur- og miljølove er så svære at forstå, at det går ud over deres gennemslagskraft, konstaterer miljøminister Ida Auken
Der skal ryddes op i natur- og miljølovgivningen.
Sådan lyder det nu fra miljøminister Ida Auken (SF), der erkender, at lovgivningen – med omkring 50 love og flere end 500 bekendtgørelser – er blevet for omfattende.
- Natur- og miljølovgivningen er blevet alt for omfattende og uoverskuelig. Mange af lovene er så indviklede og svære at forstå, at det går ud over deres gennemslagskraft, siger Ida Auken i en pressemeddelelse.
Heri lover miljøministeren, at hun vil sætte gang i et arbejde, der skal føre til en langt mere enkel, klar og sammenhængende lovstruktur.
- Det vil gøre det nemmere at forstå og bruge reglerne til fordel for både borgere, virksomheder, organisationer og myndigheder - og i sidste ende selvfølgelig for miljøet, vurderer Ida Auken.
En særlig arbejdsgruppe i Miljøministeriet skal komme med et forslag til den nye lovstruktur og vil ifølge ministeriet involvere alle relevante interessenter og eksperter på området i arbejdet.
Miljøministeren forventer, at hun vil kunne lægge et forslag frem i begyndelsen af 2015.