Økologer skal blive bedre til det med køer på græs

Det er lidt af en videnskab at sikre, at køerne får den kost, de har brug for. Det er en del af baggrunden for et nyt projekt

På søndag går stalddørene op rundt omkring i landet, og de økologiske køer bliver lukket ud på græs.

Men det er ikke helt ligetil at sikre, at køerne får præcis den kost, de har brug for på marken for at kunne producere nok mælk. Der er nemlig forskel på græssets kvalitet – og samtidig er det af hensyn til klovene vigtigt at sikre, at køerne har gode veje fra stalden til græsmarken. Sådan lyder det fra Videncentret for Landbrug.

- De økologiske malkekvægsbesætninger er blevet større og det gør, at det bliver sværere at holde øje med at alle køerne trives ude på markerne. Det betyder også at græsarealerne skal være større. Derfor er det vigtigt, at vi finder gode løsninger på disse udfordringer og samtidig kan finde nye måder til at øge udbyttet af afgræsningen, siger økologikonsulent ved Videncentret for Landbrug Arne Munk på centrets hjemmeside.

Økologer på skolebænken

Han er projektleder på projekt »Afgræsningsskolen«, hvor 60 økologiske landmænd fra hele landet hen over sommeren skal udveksle erfaringer med at have køer på græs.

- Vi ved at landmænd har meget respekt for det, som de lærer fra hinanden. Derfor er det oplagt, at vi laver disse skoler, hvor landmændene erfaringsudveksler og samtidig kan få rådgivning fra en økologikonsulent, konstaterer Arne Munk.

Videncentret for Landbrug oplyser, at når sæsonen er slut, mødes alle landmænd til fælles opsamling på skoleprojektet. Her vil den landmænd, som har opnået den bedste afgræsning, blive kåret.

Afgræsningsskolen er støttet af Økologifremmeordningen.

Læs også