Sjælden ros til Landbrug & Fødevarer fra Bæredygtigt Landbrug
Bæredygtigt Landbrug hilser L&F-støtte til Liberal Alliances gødningsforslag velkommen.
Tidligere mandag tilkendegav Landbrug & Fødevarers viceformand, Lars Hvidtfeldt, at han er positiv over for Liberal Alliances gødningsforslag fra sidste uge.
Et forslag der går ud på, at danske landmænd i fremtidens miljøregulering skal have lov til at gøde efter det ligevægtsprincip, der fremgår af EU's nitratdirektiv.
Støtten til Liberal Alliance fra Landbrug & Fødevarer får nu ros fra Bæredygtigt Landbrug, der ellers normalt ikke holder sig tilbage med kritik af sin søsterorganisation.
Med støtten til Liberal Alliances forslag så mener Bæredygtigt Landbrug, at Landbrug & Fødevarer har rykket sig. Landbrug & Fødevarer har nemlig tidligere talt for, at landmænd skal have lov til at gøde efter begrebet »økonomisk optimum« i en overgangsperiode frem mod, at en ny målrettet regulering er på plads, hvilket først ventes at ske fra 2016/2017.
- Det er rigtig glædeligt, at L&F nu forlader retorikken om økonomisk optimum, og stiller sig på den faglige side af bordet, så et samlet dansk landbrug fremadrettet kan bede om at få en regulering, der er baseret på faglighed, som det er beskrevet i ligevægtsprincippet. Jeg vil i den henseende ikke bruge tid på, hvorfor det først sker nu, men i stedet glæde mig over, at enigheden indtræder. Derfor fortjener L&F ros for at flytte sig. Det er nemlig klart det bedste for både dansk landbrug og for miljøet, siger Bjarne Nigaard i en pressemeddelelse.