Kommuner mener, at vandløbsindsatser i vandområdeplanerne vil give god tilstand i flere kilometer vandløb end i udgangspunktet
23 lokale vandråd med grønne organisationer, landbrug,
sportsfiskere og forskellige andre interessenter har sammen med kommunerne
givet samlede forslag til, hvordan man bedst bruger 696 millioner kroner på
genslyngninger, udlægning af gydegrus, fjernelse af spærringer i vandløb og
plantning af træer langs vandløbene.
Og det har vandrådene ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl
(S) gjort godt:
- Kommunerne og vandrådene har virkelig taget opgaven på
sig og er på trods af ofte modsatrettede interesser kommet med yderst brugbare
forslag til indsatserne i de næste vandområdeplaner. Det her er et opgør med
fortiden, hvor vandplaner blev til bag lukkede døre og er en start på
fremtiden, hvor lokalkendskabet til vandløbene skal med helt ind i planerne.
Samtlige forslag til vandløbsindsatser i vandområdeplanerne
er indsendt til Naturstyrelsen, som netop er ved at lægge sidste hånd på
planerne.
- Udgangspunktet var, at der skulle skabes god tilstand i
1.600-2.200 kilometer vandløb, men når vi lægger de foreslåede indsatser
sammen, mener kommunerne, at vi vil få god tilstand i op til 3.700 kilometer.
Det er positivt, hvis vi kan nå længere end forventet, lyder det fra Kirsten
Brosbøl.
De samlede vandområdeplaner går i seks måneders høring den
22. december.